Hvis det var Vingegaard og Pogacars sidste kamp, vil den blive husket længe

16. etape: Jonas Vingegaard kæmpede for sit Tour de France og meningen med sit professionelle virke, på det bjerg, hvor det hele var begyndt.

Tadej hugger og sætter Jonas hundrede meter fra stregen. Asger Ladefoged

Mont Ventoux: Måske var det deres sidste kamp, dér, hvor det hele var begyndt, fire år tidligere. Sidst de var her, havde de været unge og forundrede over deres egen kunnen. Nu var de voksne mænd, der kendte sig selv og hinanden bedre end nogen. Ingen af dem havde anden målestok for deres styrke end den anden.

De havde kæmpet over knap otte kilometer op ad det skaldede bjerg. Angrebet på skift. Sundet sig. Ventet på et nyt øjeblik. Et nyt angreb. De kunne ikke for alvor slippe væk. Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar var igen jævnbyrdige i bjergene.