– Godmorgen og velkommen til dagens overblik på en lørdag, hvor dagen er blevet fire timer og 37 minutter længere, og vi forhåbentlig får solen at se glimtvis.

På en mere dyster note kommer en ekspertgruppe nu med en advarsel om, at politikerne er ved at gentage alvorlige fejl fra sidste gang, vi forsøgte at genåbne samfundet. Statsminister Mette Frederiksen (S), regeringen og Folketinget risikerer at tilrettelægge et forløb, som strider mod hensynet til demokratiet og grundlæggende frihedsrettigheder, advarer de. Det vender vi tilbage til.

Allerførst skal vi forbi de aktuelle tal for coronapandemien:

Se nærmere på de danske tal her og de internationale tal her. Og så til dagens historier:

Professor: På mange måder skader coronabekæmpelsen folkesundheden – paradoksalt nok i folkesundhedens navn

Berlingske har netop søsat en ny essayserie, der hedder »Danmark åbner. Men til hvad?«. Efter et år med coronapandemien gør 35 af landets klogeste hoveder status og giver svarene på, hvordan vi kommer videre.

I dag handler det om folkesundheden, som ifølge dagens pennefører ikke bare er smittetal, smittetryk og dødsfrygt, selvom man skulle tro det, »hvis man for eksempel læser statsministerens nytårstale«.

»På mange måder skader covid-19 folkesundheden – paradoksalt nok i folkesundhedens navn«, skriver Kjeld Møller Petersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik.

Ifølge ham står alt for mange andre behandlinger og indsatser i sundhedsvæsenet i skyggen af pandemihåndteringen:

»Det er banalt: Når nogle grupper opprioriteres, må det nødvendigvis gå ud over andre – især på kort sigt, hvor de samlede behandlingsmæssige rammer ikke kan ændres,« skriver han.

Læs professorens indlæg her. Og læs de andre essays i serien her.

Ventetiden på asylafgørelser er femdoblet på fire år

forsiden af Information kan du læse, at ventetiden på afgørelse i asylsager næsten er femdoblet de seneste fire år ifølge en ny undersøgelse. Det er på trods af, at det er over fem år, siden flygtningekrisen toppede, og at stadig færre mennesker flygter til Danmark.

Stigningen skal ses i lyset af, at der var en historisk lav ventetid for fire år siden, fordi mange af de syrere, der kom hertil under flygtningekrisen, fik hurtig sagsbehandling. Det fortæller forsker i Rockwool Fonden Camilla Hvidtfeldt, som står bag undersøgelsen.

»Ventetiden er formentlig steget, fordi de afgjorte sager er blevet sværere at afgøre – de kræver flere interview, mere indhentning af baggrundsviden,« siger hun.

Rockwool Fondens forskning viser samtidig, at der er en markant sammenhæng mellem ventetid i asylsystemet og risikoen for at udvikle psykiatriske diagnoser.

Læs mere her.

Ekspertgruppe ser med bekymring på politikernes genåbning: I er ved at gentage alvorlige fejl

Midt i den ophedede debat om genåbningen af Danmark kommer en ekspertgruppe nu på banen med en advarsel.

I en ny rapport fraråder eksperterne statsminister Mette Frederiksen (S), regeringen og Folketinget mod et genåbningsforløb, som strider mod hensynet til demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.

Sidste års genåbning var ude af proportioner i samspillet mellem et sundhedsfagligt forsigtighedsprincip og hensynet til retsstat og menneskerettigheder, lyder det blandt andet i kritikken fra ekspertgruppen, der advarer om, at politikerne er i færd med at gentage de samme fejl.

»Når vi kiggede ud over Europa, begyndte vi på et menneskeretsniveau, der var tæt på eksemplarisk, men vi fastholdt en række indgreb i langt længere tid end vores naboer og endte i den nederste tredjedel i forhold til, hvor voldsomme vores indgreb var. Det burde vi have lært noget af,« siger ekspertgruppens formand, juraprofessor ved Københavns Universitet, Kristian Lauta.

Læs hele historien, og hvad Socialdemokraterne svarer, her.

Hetz mod handikappede bliver hverken overvåget eller straffet nok

Der er bred enighed om, at mennesker i Danmark bliver nedgjort og truet på grund af deres handicap, skriver Politiken.

Alligevel findes der ingen viden om, hvor ofte handicappede bliver udsat for overgreb, og det på trods af, at Danmark er forpligtet at handicapkonventionen til at skaffe data for, hvordan det går med ligestillingen af mennesker.

De Radikales retsordfører Kristian Hegaard, som er den første direkte folkevalgte kørestolsbruger i Folketinget, modtager hver uge hadefulde kommentarer i fuld offentlighed.

Han har blandt andet fået at vide, at han »skulle køres i havet«.

Hegaard frygter, at den slags kommentarer vil afholde andre med et handicap for at involvere sig i politik. Hans bekymring deles af både Institut for Menneskerettigheder, Det Centrale Handicapråd og Danske Handicaporganisationer.

Et politisk flertal barsler med, at folk fremover vil kunne straffes, hvis de går til angreb verbalt med afsæt i handicap, og at fysisk vold vil give skærpet straf, hvis den sker med afsæt i handicap.

Læs mere her.

Venstre i København tager kampen om den grønne dagsorden op med rød blok

Biler skal nægtes adgang til København, der skal satses langt mere på det innovative, grønne erhvervsliv – og så skal der skabes 20.000 grønne jobs i København.

Sådan står der blandt andet i et nyt klimaudspil, som Venstre i Københavns Kommune står bag.

»Der er ingen tvivl om, at klima er den helt store dagsorden både herhjemme og globalt. Vores ønske er at prøve at brede den dagsorden ud og stemple ind de steder, hvor vi ikke har været tydelige nok,« siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Enhedslisten byder Venstre velkommen til »den grønne familie«, men mener, på linje med Socialdemokraterne, at forslaget ikke er visionært nok.

Se hele Venstres klimaudspil i København her.

Det sker i dag

  • Klokken 12 er der demonstration mod militærkuppet og magtovertagelsen i Myanmar. Det er Chin Community Denmark, der efter en time vil gå fra Rådhuspladsen mod Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads.

  • Klokken 20.55 kårer Hjerteforeningen årets hjerteredder 2021. Indsamlingsshowet, Hjertegalla, vises på TV 2 Charlie.

Dagens fødselar

Den tidligere professionelle fodboldspiller Allan Nielsen kan i dag fejre 50-års fødselsdag. Han nåede at spille 44 kampe for landsholdet og blev i 1996 kåret til årets fodboldspiller i Danmark.