Hver fjerde frygter for at miste arbejdet. Her er grundene til ikke at blive alt for pessimistisk

»Det er en ret markant stigning,« siger underdirektør om resultaterne af en ny undersøgelse af danskernes utryghed i arbejdslivet. Undersøgelsen blotlægger dog også et oplagt sted at sætte ind for at øge trygheden.

En betydelig andel af danskerne føler sig ikke sikre i deres nuværende job. Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Kristian Weise husker tydeligt situationen for ti år siden.

»Dengang var vi jo i gang med alle reformerne efter finanskrisen, og vi diskuterede, om danskerne skulle ned i løn, og om sikkerhedsnettet var stærkt nok. Dagpengene blev forkortet i en periode, og mange udtrykte, at de ikke mente, at politikerne forstod deres situation,« som underdirektøren i TrygFonden siger.