Hver femte brite lever i fattigdom: Nu åbner tidligere premierminister velgørenhedsbank

Fattigdommen vokser i Storbritannien, hvilket har fået den tidligere premierminister Gordon Brown til at bidrage med oprettelsen af nye velgørenhedsbanker.

Flere og flere briter benytter sig af madbanker. Nu skal nye store velgørenhedsbanker bidrage til at knække den triste kurve.  Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix

Keir Starmer står over for kolossale udfordringer som ny premierminister i England, hvor fattigdom er et stort og voksende problem.

Hver femte brite lever i fattigdom, og landets madbanker er altafgørende i kampen for at minimere sult i befolkningen.

Dette har fået den tidligere premierminister Gordon Brown til at handle.

Hjælpen kommer i form af Londons første »multibank«, der bedst kan beskrives som en velgørenhedsbank, der skal levere alt fra mad til babyprodukter og toiletartikler.

Åbningen af Felix' Multibank er den seneste tilføjelse til et voksende netværk af velgørenhedsbanker; denne bliver den fjerde af seks, der forventes at åbne inden udgangen af året, skriver The Guardian. 

»Det åbner i en overgangstid fra et Storbritannien, hvor børnefattigdom er steget dramatisk, til et, hvor vi ønsker at se børnefattigdom falde,« fortæller Gordon Brown, der sammen med Londons borgmester, Sadiq Khan, har bidraget med stor opbakning til projektet

Som det ser ud nu, er efterspørgslen dog kun stigende.

Lærere frygter, at eleverne vil sulte

I årevis har madbanker spillet en vigtig rolle i Storbritannien.

Velgørenhedsorganisationen Trussell Trust er en stor aktør, der driver et netværk af fødevarebanker i hele landet.

I 2023/2024 leverede organisationen fødevarepakker fra hele 1.699 steder og vurderer selv, at mindst 1.172 yderligere uafhængige fødevarebanker bidrager med mad. 

Mellem 31. marts 2022 og 1. april 2023 oplevede de en stigning på 37 procent i antallet af tredages-nødpakker med mad, sammenlignet med året før.

De større velgørenhedsbanker er allerede et kendt koncept i det nordvestlige England, men også i London er sult et stort problem.

En undersøgelse blandt 1.118 lærere i London viste, at 68 procent af lærerne tror, at mindst ét barn i deres klasse vil opleve sult, fordi forældre og plejere ikke har råd til at fodre dem i ferien.

Næsten halvdelen var bekymret for mellem en og tre elever, skriver The Guardian.

»Multibanker gør et utroligt arbejde med velgørende organisationer og samfundsorganisationer for at skaffe forsyninger til dem, der har mest brug for dem. Jeg er stolt af at støtte Felix-projektet for at bringe denne multibank til London, da vi bygger et mere retfærdigt London for alle,« lyder det fra Londons borgmester, Sadiq Khan, til The Guardian.

Den nye velgørenhedsbank forventes at hjælpe tusindvis af familier med livsnødvendige forsyninger, der primært kommer fra overskud fra fødevareindustrien.