Få uger en efter omdiskuteret frifindelse af fire unge mænd i en sag om gruppevoldtægt af en ung kvinde i Herning, er det nu en droppet tiltale mod syv unge mænd sigtet for voldtægt i Kokkedal, der vækker opsigt.

Fredag meddelte Nordsjælllands Politi, at man pga. bevisernes stilling ikke rejser tiltale i en sag, hvor flere unge piger i bl.a. Kokkedal nord for København tidligere i år har indgivet anmeldelser om voldtægt.

Nordsjællands Politi vurderer, at »drengene på det foreliggende sagsmateriale ikke vil blive fundet skyldige ved domstole«, som det hedder i en pressemeddelelse.

»Der er ingen tvivl om, at pigerne har oplevet, at deres grænser er blevet overskredet, og at de har oplevet det, der er sket, som et overgreb,« lyder det fra advokaturchef ved anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi, Marianne Gjedde-Nielsen:

»Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at en domstol vil fastslå, at der er sket noget strafbart. Som anklager skal man ud over enhver rimelig tvivl kunne bevise, at en tiltalt er skyldig. Det mener jeg ikke, at vi vil være i stand til i denne sag, bl.a. fordi der ikke er fundet objektive beviser som f.eks. lægelige oplysninger eller andre tekniske beviser, der støtter den ene forklaring frem for den anden.«

Dermed fortsætter sagen fra Kokkedal der, hvor sagen fra Herning har sluppet. Forstået på den måde, at der i det jyske ikke har været de fornødne vidner eller beviser til at få de fire mænd i alderen 22-26 år dømt.

»Det skriger til himlen«

De fire mænd var bl.a. tiltalt for at have tvunget kvinden til andet seksuelt forhold end samleje og tiltvinge sig oralsex.

Dommen i Herning fik flere politikere til at rejse tvivl om ikke bare selve dommen, men også om kvinders retsstilling i voldtægtssager i det hele taget.

Kvinden i sagen hævdede at være blevet dopet, så hun intet kunne huske, mens mændene hævdede, at hun havde givet sin accept til seksuelt samvær.

»Det skriger til himlen, at der har været fire mænd om en kvinde, og at kvinders retsstilling i sådan en sammenhæng er meget, meget dårlig,« lød det dengang fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

På samme måde talte SFs retsordfører, Karsten Hønge, for, at der bliver indført en retspraksis, »der i højere grad tager kvindens parti«.

For godt en uge siden valgt Statsadvokaten i Viborg at anke dommen fra Herning til landsretten. Statsadvokaten afviste dengang, at anken var udløst af den voldsomme polemik i sagen.

Meldingen fra Nordsjællands Politi kommer dagen efter, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) offentliggjorde, at han vil nedsætte et ekspertpanel, der »skal se nærmere på behandlingen af sager om voldtægt med fokus på, at ofre for voldtægt behandles bedst muligt«.

»Der har på baggrund af nogle konkrete sager været rejst kritik i medierne af lovgivningen. Det kan jeg ikke sidde overhørig, og jeg vil derfor – bl.a. på baggrund af oplysninger fra andre lande – lave en grundig analyse af, hvordan lovgivningen kan skærpes, så vi beskytter voldtægtsofrene på den bedst mulige måde,« understreger Søren Pape Poulsen.

Danmark ser til Sverige

Ifølge retsordfører for Dansk Folkeparti (DF), Peter Kofod Poulsen, bekræfter sagen fra Kokkedal – uden at han konkret vil kommentere den – at der er behov for at få undersøgt definitionen af voldtægt og spørgsmålet om samtykke.

»Hvad er direkte, og hvad er indirekte samtykke? Der er ofte tale om svære sager at løfte, fordi der kun er vidnerne,« siger han.

»Men vi vil ikke lovgive på følelser og fornemmelser.«

Der er et lavt antal domme herhjemme og et højt mørketal. Mange melder ikke voldtægt til myndighederne.

Derfor er Peter Kofod Poulsen tilfreds med, at ministeren nu nedsætter et ekspertpanel.

»Vi skal bl.a. have set på, hvad de gør i andre lande. Hvad er det, de gør, som vi ikke gør? Vores system er ikke optimalt. I andre landes systemer gør de det tilsyneladende mindre dårligt,« siger han.

Han henviser til Sverige, hvor de for nylig har vedtaget en lov, der indebærer, at det er forbudt at have sex med en person, som ikke på forhånd udtrykkeligt har sagt ja eller aktivt har vist lyst til at deltage.

Skal vi da have flere dømt for voldtægt?

»Ja,« siger Peter Kofod Poulsen:

»Der er et lavt antal domme herhjemme og et højt mørketal. Mange melder ikke voldtægt til myndighederne.«