Ved et boligkompleks på Frederiksberg nær metrostationen Flintholm, hvor godt 20-30 hundeejere lufter hund, har nogen de seneste måneder placeret skinkestykker og frikadeller isat nåle og små batterier.
Sådan lyder advarslen i et opslag i en lokal facebookgruppe for borgere på Frederiksberg.
»Vi har opdaget det før hundene, indtil videre,« skriver opslagets ophavskvinde:
»Det var dog ved at gå galt i onsdag, da en hund fik fat i en frikadelle med indbagt nåle i«.
Til netmediet migogkbh.dk siger Tine Kølle, som hun også skriver i opslaget, at hun har en formodning om, hvem gerningspersonen er, og at sagen er anmeldt til Københavns Politi.
»Jeg lavede opslaget i ren afmagt, fordi det har stået på så længe nu. Vi har prøvet alt muligt. Både opslag i vores ejendom og talt med viceværten. I onsdags blev det også meldt til politiet. Det er kun et spørgsmål om tid, hvornår det går galt,« siger hun til migogkbh.dk.