Føj! Hundeæde. Det kan vi ikke være bekendt at byde de ældre.

Sådan lyder nogle af reaktionerne på et billede af den frokostret, som et plejehjem på Østerbro for nylig har serveret for beboerne.

Billedet har skabt debat og væmmelse, efter det blev blev lagt op på Facebook, hvor det er blevet delt over 8.000 gange.

Marina Nichole Dandakis, som står bag opslaget, skriver, at hun er barnebarn til en cirka 80-årig kvinde, som jævnlig besøger plejehjemmet De Gamles By på Østerbro. Ifølge hende er den pågældende ret blot én af »mange lignende eksempler«.

»Der er selvfølgelig klaget og påtalt dette adskillige gange men uden resultat. Derfor syntes jeg vi skal dele dette opslag, så dem, der sidder højere oppe og bestemmer, kan få et indblik i hvordan situationen reelt ser ud for vores ældre,« skriver Marina Nichole Dandakis.

Hun mener, at maden er alt dyr og i øvrigt mangler grøntsager. Ifølge hendes oplysninger koster maden over 3.000 kroner om måneden. Og for de penge burde man kunne forvente mere, mener hun.

Klage fik konsekvenser

Klagen fik konsekvenser for klageren selv, fortæller barnebarnet til B.T.

»Min mormor gik til personalet for at klage over maden, men så blev hun forvist fra frokoststuen. Hun fik at vide, at så måtte hun vente inde på stuen hos den, hun besøgte. Den slags hørte sig ikke til her,« siger Marina Nichole Dandakis til avisen.

Det har afskrækket den ældre dame fra at åbne munden, når hun er på besøg på plejehjemmet, lyder det.

Den konservative politiker Niels Peder Ravn, som er medlem af Borgerrepræsentationen, siger til KøbenhavnLIV, at retten »ligner noget, som allerede er indtaget og fordøjet«, og at han ville miste livslysten, hvis han fik serveret den pågældende tallerken på et plejehjem.

Han mener, at der skal et »systemskifte« til.

»Det skal blandt andet betyde, at ældre sammen med deres pårørende kan træffe flere frie valg – også hvad angår måltidsleverandører. For mad er livskvalitet, og hvis der er noget, vores ældre fortjener, er det kvalitet i den service kommunen leverer. Der skal mere konkurrence til. Frie valg på byens plejehjem, vil højne kvaliteten på alle parametre,« siger Niels Peder Ravn til KøbenhavnLIV.

Jette Bolding, som er områdechef hos Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, siger til B.T., at hun vil tage den dårlige oplevelse med klagen op med personalet.

Om maden siger hun:

»Vi kan godt se, at maden på billedet ikke ser appetitlig ud, men gule ærter er samtidig en ret, som mange af vores beboere holder af. Mad handler altid om smag og behag, og det er ikke nemt at ramme alles smag hver gang. Men ud over smag skal vi også arbejde med anretning, for her kunne maden sagtens have set lækrere ud og måske på den måde have vækket appetitten.«