Ikke alene skal du passe på med at forspise dig i juleaftens traditionelle and eller gås, tyk sovs og andre fede sager.

Du skal også passe på med den traditionelle snaps, alkohol og al velsignelsen af mad til de næste dages julefrokoster.

Som om det ikke er nok, så advarer forskerne nu også om, at du for dit helbreds skyld også skal passe på med endnu en af de traditionelle nydelser her sidst på året.

Du risikerer nemlig at blive blind af den.

Eller rettere, du kan blive blind af den, hvis du ikke håndterer den ordentligt.

Derfor kommer forskere fra University of Cambridge med en advarsel mod champagne og andre kulsyreholdige og alkoholiske drikke, som det inden længe er tid til at åbne med et smæld.

Det er da også åbningen, ikke drikningen, forskerne advarer imod.

På kirurgens bord

Advarslen kommer i en artikel i juleudgaven af British Medical Journal (BMJ), hvor forskerne gennemgår nogle af de ifølge dem mange potentielle farer forbundet med vildfarne korkpropper eller forsegling af flasker med bobler.

Advarslen nu her inden nytårsaften bliver dog også ledsaget af fem gode råd til åbning af mousserende vin.

Forskerne taler om »den mørke side« ved at åbne champagne, prosecco, eller hvad det måtte være.

Med artiklen vil forskerne gøre deres til, at »du ikke begynder det nye år på øjenkirurgens operationsbord«.

80 km/t.

Det handler nemlig om de øjenskader, som en champagneprop kan forårsage, når den bliver skudt afsted fra flasken med op til 80 kilometer i timen.

»En prop kan bevæge sig fra flaske til øje på mindre end 0,05 sekunder,« skriver de engelske forskere.

Altså går det så hurtigt, at øjets blinkerefleks bliver »ineffektiv«.

Blødning efter såkaldt stump traume mod øjeæblet.
Blødning efter såkaldt stump traume mod øjeæblet. Illustration: bmj.com

»En prop, der rammer et øje, kan forårsage permanent blindhed, nethindeløsning, forskydning af linsen og andre forstyrrelser,« hedder det.

Forskerne henviser i artiklen til cykelrytteren Biniam Girmay, der på podiet efter en etapesejr i Giro de Italia i 2022 fik proppen i øjet, da han åbnede en flaske prosecco.

Det resulterede i en så alvorlig blødning i øjet, at han måtte udgå fra etapeløbet.

De henviser også til et tilfælde fra 2016 fra Australien, hvor en 29-årig mand på tre meters afstand blev ramt i øjet med en champagneprop, hvilket forårsagede en delvis og længerevarende skade på nethinden.

Fra Ungarn til USA

Forskerne beskriver i artiklen en undersøgelse af alvorlige øjenskader forårsaget af flasker med kulsyreholdige drikke i Ungarn, USA og Mexico.

Undersøgelsen fra 2005 afslører, at i Ungarn var hele 71 procent af skaderne relateret til champagnepropper.

I langt de fleste tilfælde blev synet bedre med tiden, men i hvert fjerde tilfælde var der tale om et permanent og alvorligt synshandicap.

»Disse data understreger behovet for forebyggende tiltag,« lyder det i artiklen »Cheers not tears: champagne corks and eye injury«:

»Inklusive påtrykt advarsel og alternativ emballage såsom skruelåg for at beskytte folk.«

De 45 grader

Champagne eller andre mousserende drikke skal der til, ikke mindst til festlige lejligheder, lyder det fra forskerne.

Derfor kommer de også med fem gode råd inspireret af American Academy of Ophthalmology.

Først og fremmest skal du pege flasken væk fra dig selv og andre, når du åbner den.

Når du åbner den, så hold flasken i en vinkel på 45 grader, ryst den ikke, og lad den gerne stå på køl, da det reducerer trykket i flasken.

Alle rådene er gengivet i illustrationen herunder på engelsk:

Sådan åbner du mest sikkert en flaske bobler.
Sådan åbner du mest sikkert en flaske bobler. Illustration: bmj.com