En række af WHOs forskere tvivler på, at coronavirus stammer fra Wuhan. Faktisk kan den lige så godt stamme fra andre lande end Kina.

Også et af de danske medlemmer af det WHO-forskerhold, som for knap 14 dage siden vendte hjem fra kinesiske Wuhan, hvor man skulle søge efter kilden til coronaudbruddet i slutningen af 2019, mener netop det.

Det skriver Politiken.

Ifølge Politiken er den dominerede hypotese hos forskerholdet, at virussen opstod i flagermus i Sydkina eller i lande i Sydøstasien, men også at der har været en mellemvært – et andet dyr – før den er sprunget til mennesker.

Den teori har stået stærkt i lang tid.

Det nye er, at forskerne ikke sætter særlig specifikke geografiske steder på med navn. Det indikerer, at denne udgave af coronavirussen muligvis slet ikke kommer fra Kina. Man har udvidet området for oprindelsen til hele Sydøstasien, fortæller Thea Kølsen Fischer, det danske islæt på turen til Kina.

Medlemmer af WHOs forskerhold – Marion Koopmans, Peter Daszak og Peter Ben Embarek – poserer for fotograferne, netop som WHO-holdet er på vej til at forlade Kina 10. februar.
Medlemmer af WHOs forskerhold – Marion Koopmans, Peter Daszak og Peter Ben Embarek – poserer for fotograferne, netop som WHO-holdet er på vej til at forlade Kina 10. februar. Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix

Sydøstasien består primært at lande syd for Kina med Vietnam, Thailand, Malaysia, Indonesien og Filippinerne som nogle af de mest kendte.

»Vi nævner bevidst ingen specifikke geografiske steder ved navn, men taler i stedet om, hvor virus sandsynligvis er opstået, og det område har vi udvidet til Sydøstasien,« siger Thea Kølsen Fischer, der er er professor i virusepidemier på Københavns Universitet.

Oprindelsen af SARS-CoV-2 er fra udbruddets begyndelse blevet politiseret.

Blandt andet den tidligere amerikanske præsident Donald Trump har døbt coronavirussen SARS-CoV-2 for »China-virus«. Men Kina har selv de seneste måneder plæderet for, at coronavirussen kom til landet udefra.

Thea Kølsen Fischer understreger i den sammenhæng, at forskerholdet ikke skeler til politik i sit arbejde, men alle følger et rent videnskabeligt spor.

Flagermus med virustyper meget lig SARS-CoV-2 er da også blevet fundet i flere sydasiatiske lande gennem de seneste år.