Sygefraværet blandt pædagoger i daginstitutioner er nogle steder så højt, at det truer den pædagogiske kvalitet.

I Frederiksberg Kommune har sygefraværet ligget på 25 procent i januar måned, hvilket ifølge forvaltningen er »markant højere« end samme måned sidste år, oplyser kommunen. Det betyder, at hver fjerde pædagog i gennemsnit har været fraværende på grund af coronavirussen eller andre sygdomme.

25 af kommunens daginstitutioner oplevede endda mere end 25 procents fravær i sidste uge, og i mandags blev politikerne orienteret om, at dagtilbudsområdet fortsat er stærkt udfordret på grund af det høje fravær.

»Vores dagtilbud er helt vildt belastede, fordi sygefraværet er så højt,« siger formanden for børneudvalget i Frederiksberg Kommune, Daniel Panduro, der sidder i kommunalbestyrelsen for Enhedslisten.

»Der har altid været et højt sygefravær blandt pædagoger, men oveni det normale sygefravær har vi så også en meget smitsom coronavirus,« siger Daniel Panduro.

I Københavns Kommune er nogle daginstitutioner »temmelig pressede« på grund af højt sygefravær, oplyser forvaltningen. I tre procent af daginstitutionerne i kommunen er over 30 procent af medarbejderne smittet med coronavirussen inden for den seneste uge, viser en ny opgørelse.

Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) erkender, at det høje sygefravær har konsekvenser for børnene.

»Når der er så mange sygemeldinger, så er der ikke samme sproglige og motoriske stimulans,« siger Jakob Næsager.

Pasningsgaranti

Ikke kun pædagoger, men også mange børn er smittede og må blive hjemme, lyder det fra Frederiksberg Kommune.

»Hvis sygefraværet var ligefordelt på alle institutioner, så ville vi faktisk have det samme antal voksne per barn som normalt. Udfordringen er, at sygefraværet er skævt fordelt. Nogle institutioner er rigtig hårdt ramt blandt de voksne, og andre er hårdt ramt blandt børnene,« siger børneudvalgsformand Daniel Panduro.

Situationen er så grel, at den gældende pasningsgaranti bør sættes ud af funktion, mener han.

»Vi har som politikere ønsket, at regeringen tillod, at vi lukkede stuer med så højt sygefravær, at den pædagogiske kvalitet ikke kan opretholdes. Men her har ministeren sagt højt og tydeligt, at det kan vi ikke få lov til,« siger Daniel Panduro.

Frederiksberg Kommune har heller ikke fået grønt lys til at gennemføre et forslag om at forkorte åbningstiden, fortæller børneudvalgsformanden.

Ifølge orienteringen til politikerne i Frederiksberg Kommune fra mandag står, at det endnu ikke har været nødvendigt at lukke stuer eller forkorte åbningstiden, men at det er meget sandsynligt, at det bliver nødvendigt i nærmeste fremtid, hvis situationen bliver mere alvorlig.

Men hvorfor vil I lukke stuer? Det er vel bedre, at der er nogle få pædagoger end slet ingen.

»Det er rigtigt, men formålet er at opretholde den pædagogiske kvalitet. Ideen har været, at forældre med samfundskritiske funktioner som eksempelvis læger eller brandmænd ville kunne få passet deres børn, mens andre, der kan tage en fleksdag eller finde andre pasningsmuligheder,« siger Daniel Panduro.

»Lige nu står pasningsgarantien over alt andet. Så lige meget hvor dårlige normeringer, der er, og lige meget hvor dårlig den pædagogiske kvalitet er, så skal vi holde åbent. Men jeg mener, at det må være sådan, at pædagogisk kvalitet står over pasningsgarantien. Så jeg går ind for midlertidigt at suspendere pasningsgarantien,« siger Daniel Panduro.

Kommunen forsøger ifølge børneudvalgsformanden at løse problemerne med et nyoprettet vikarkorps på 15 personer, der bliver sendt ud for at give en hjælpende hånd i daginstitutionerne. Korpset består af ledige fra jobcenteret med pædagogisk erfaring samt embedsmænd fra børneforvaltningen.

Situationen lysner

For at løse problemet med manglende pædagoger har Københavns Kommune flyttet personale fra institutioner med raske medarbejdere til de sygdomsramte institutioner.

Heldigvis er situationen er begyndt at lysne.

Antallet af bekræftede coronasmittede i Region Hovedstaden er faldende, viser tal fra Statens Serum Institut. Og det gælder også på børneområdet.

»Antallet af coronasygemeldte har toppet og er nu nedadgående, både hvad angår børn og medarbejdere. Så det er vi rigtig glade for. Men smittetallet er stadig højt, og der er fortsat enkelte daginstitutioner, som ikke oplever faldende smitte, men er hårdt pressede og beder om hjælpende hænder,« siger Jakob Næsager.

51 procent af daginstitutionerne i Københavns Kommune har haft coronasmitte inden for dørene i løbet af den seneste uge. Ugen før lød tallet på 70 procent.