Højesteret samles i en af de vigtigste sager nogensinde: Skal Trump udelukkes fra valget?
Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Her er alt, du skal vide, for at komme i gang med dagen.

Godmorgen! I dag tager USAs højesteret hul på en skæbnesag for Donald Trumps præsidentdrøm. Men først dagens andre vigtige overskrifter.
Smittede patienter blev efterladt i mørket og burde have fået besked. Rigshospitalets direktør skal nu redegøre for forløbet, lyder det fra myndighed.
Kaare Dybvad vil sætte sig i spidsen for en offensiv mod social kontrol i indvandrermiljøer. Han har bare ikke lige fået diskuteret det færdigt med resten af regeringen endnu.
Hjertebanken, panikanfald og besvimelser. Sådan så en almindelig hverdag ud for Katrine Weber, da hun gik ned med stress. Men forældrene bærer langtfra størstedelen af ansvaret for børnenes mistrivsel, mener forsker.
Er Ozempic-skepsis ved at afløse vaccineskepsis i konservative kredse i USA? Den tidligere Fox-vært Tucker Carlson giver ikke kun taletid til den russiske præsident.
Han er øverste ansvarlig for skolen, alle unge svenskere drømmer om. Derfor smækker han nu med døren. Der er nemlig noget galt med elevernes karakterer, lyder det fra rektoren for elitens foretrukne skole.

I dag tager de amerikanske højesteretsdommere hul på en enorm sag, når de samles i Washington, D.C:
Skal Donald Trump have lov til at stille op til valget?
Der kan næsten ikke være mere på spil.
Domstolen i Washington, D.C. skal tage stilling til Colorados beslutning om at udelukke Trump fra stemmesedlen ved delstatens republikanske primærvalg, fordi han har »deltaget i oprør«.
Hvis højesteretten afgør, at Colorado har ret i deres beslutning, kan det medføre, at Donald Trump i praksis udelukkes fra præsidentvalget.
Det kan kaste USA ud i den største politiske krise siden Borgerkrigen, skriver The Washington Post.
Ikke siden sagen Bush v Gore, der afgjorde præsidentvalget i 2000 til George W. Bush’ fordel, har domstolen haft så stor magt over et amerikansk præsidentvalg.
Nu bliver det lidt teknisk:
Sagen omhandler paragraf 3 i det 14. forfatningstillæg. Her står, at personer, der har aflagt ed over for den amerikanske forfatning, ikke kan holde et offentligt embede, hvis de har været involveret i »opstand eller oprør«.
Når Trumps advokater dukker op i retten torsdag, vil de sige, at:
Trump ikke er dømt for at begå oprør.
At paragraffen ikke gælder præsidenter.
Juridiske eksperter er forsigtige med at spå om sagen. Men de fleste vurderer, at Trump får lov at blive stående på stemmesedlerne.
Sagen begynder i dag, men det er uklart, hvornår der falder en afgørelse.
FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, står lige nu i sin skæbnetime: 12 ansatte var, ifølge israelske efterretninger, involverede i Hamas’ terrorangreb den 7. oktober.
FN reagerede prompte ved at fyre de ni, man indtil videre har kunnet identificere, true med retsforfølgelse og nedsætte en undersøgelseskomité over for. Men anklagerne har allerede fået en række af de vigtigste donorer, med USA i spidsen, til at stoppe den økonomiske støtte til organisationen, som nu er i risiko for at kollapse.
Det sker på et tidspunkt, hvor der aldrig har været mere brug for hjælpen.
Som den længst siddende chef for UNRWA nogensinde er Peter Hansen måske den mest centrale dansker at spørge om UNRWA og organisationens forbindelser til Hamas. Så det har vi gjort. Interviewet med Peter Hansen udkommer i to dele. Del 1 handler om UNRWAs historie, Hansens egen tid, og hvordan han dengang blev anklaget for at acceptere Hamas-affilierede ansatte.
Lyt til første del her.
Vacciner | Hundreder har fået erstatning for skaderne, og endnu flere har indberettet bivirkninger efter at være blevet vaccineret mod covid-19. Blandt dem er Anette Friedrichsen, der kæmper for bedre hjælp til vaccineskadede.
Rusland | Det er russernes foretrukne måde at ramme fjender af staten. De bruger gift i alle afskygninger. Ofrene er alt fra Putin-fjendtlige politikere til afhoppere. Og en nu afdød tysker blev et af de prominente ofre.
Elbiler | De grønne og eksperterne skammede ham ud, fordi han var skeptisk over for elbiler. Nu ligner han den kloge. Her er, hvad det betyder.
Der er kommet nye temperaturtal fra EUs klimatjeneste, Copernicus:
Januar 2024 var den varmeste januar, der nogensinde er blevet målt.
Måneden havde en gennemsnitlig overfladelufttemperatur på 13,14 grader. Det er 0,12 grader højere end verdens hidtil varmeste januar. Den blev målt i 2020.
Det er ottende måned i streg, at der bliver målt den hidtil varmeste måned for den respektive måned.
God dag!
Venlig hilsen
Mikkel Danielsen, nyhedssouschef