Højesteret har valgt Oliver Talevski som ny præsident
Jens Peter Christensen fylder 70 år til november og stopper som højesteretspræsident. Afløseren er fundet.
Jens Peter Christensen fylder 70 år til november og stopper som højesteretspræsident. Afløseren er fundet.
Til december er der udskiftning på den øverste plads i Højesteret.
Den nuværende højesteretspræsident, Jens Peter Christensen, fylder 70 år den 1. november, og derfor falder han for den lovpligtige afgangsalder.
Han fratræder fra slutningen af november.
Den nye højesteretspræsident fra 1. december bliver højesteretsdommer Oliver Talevski. Det oplyser Højesteret på sin hjemmeside.
Den 62-årige Oliver Talevski har været dommer i Højesteret siden 2011. Forinden har han blandt andet været landsdommer i Østre Landsret og kontorchef i Justitsministeriets lovafdeling.
Jens Peter Christensen nåede at have 20 år som dommer ved landets øverste domstol - de sidste fire år som præsident. Han overtog fra Thomas Rørdam, der ligeledes faldt for afgangsalderen, da han i 2022 fyldte 70 år.
RITZAU