Hjælpetræneren, der sprang til tops i dansk idræt

Charlotte Bach Thomassen er uddannet i statskundskab, gymnast og ny formand for DGI. Hun kalder det drømmejobbet, og det er kulminationen på en rejse, der har strakt sig over tre årtier.

Charlotte Bach Thomassen er valgt som ny formand for DGI. Frivilligt arbejde har været en rød tråd i hendes liv. Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Da Charlotte Bach Thomassen tidligere på måneden blev valgt som ny landsformand for Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI), var det en kulmination på en 30 år lang proces. Som formand får hun nemlig ikke kun lederskab over de cirka 6.300 foreninger og halvanden million medlemmer, der hører under DGI – hun bliver også chef for en frivillig organisation, hun selv stiftede bekendtskab med som 12-årig.

En rød tråd i hendes arbejdsliv er netop de frivillige foreninger. Hun har en kandidatgrad i statskundskab fra Københavns Universitet i 2004, og i de følgende fem år var hun forenings- og organisationskonsulent i DGI Storkøbenhavn. Siden tilbragte hun fire år som projektchef og souschef samme sted, inden hun i juni 2013 blev generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.