I århundreder har egetræerne stået der, vidner til danmarkshistorien. Men nu har larven fra helvede slået sig ned i dem, og fra politisk hold lyder opfordringen til at finde motorsaven frem. Der er meget på spil her. Især kampen mellem evighed og kløe.
Nu siger vi lige, at du står ved et egetræ. Der er tyngde i det. Læg hånden på det, mærk barken, forbindelsen til jorden under det, himlen over det, mærk historien. Er det gammelt, og det er mange af dem, har det været vidne til helt utrolige ting.
Da dette træ slog sine første, spæde rødder i mulden, var Danmark et enevældigt bondesamfund. Træet stod der, da englændernes flåde bombede København i 1807, det stod der, da vi tabte dele af Sønderjylland i 1864, det har overlevet stormfloder og orkaner, industrialisering, to verdenskrige, coronapandemien og det danske fodboldlandsholds manglende kvalifikation til VM 2026. Det har set og tålt det hele, stoisk. Egetræet er ikke for evigt, men det kan godt føles sådan.
