Syd- og Sønderjyllands Politi har afspærret et område ved en mark nord for Sønderborg, efter at nogle personer lørdag middag fandt to bomber, som vejer 500 kilo hver.

Det fortæller Erik Lindholdt, som er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

»Dem, der finder dem er nogle personer, som har læst lidt historie, og fundet frem til, at der er et bombefly, som er styrtet ned tæt på Sønderborg,« siger han.

Området vil være afspærret, indtil det er muligt at sprænge de to bomber. Erik Lindholdt opfordrer folk til at holde sig væk.

Bomberne er ikke farlige, men politiet vil være til stede i området og holde det afspærret.

»Der kommer til at skulle foregå nogle undersøgelser nu, og det kommer til at tage minimum 48 timer,« siger vagtchefen.

Det er nogle tekniske undersøgelser, som skal foretages, inden man kan sprænge bomberne.

Bomberne menes at stamme fra Anden Verdenskrig. Vagtchefen fortæller, at personerne ledte efter et fly fra krigen, som skulle være styrtet ned på den pågældende mark.

Da de i stedet fandt bomberne anmeldte de det til politiet. Politiet fik anmeldelsen omkring klokken 12.30.

Hvornår bomberne skal sprænges ved politiet ikke på nuværende tidspunkt. Men politiet vil evakuere området, inden der skal sprænges.

»Inden vi sprænger, så vil der blive foretaget evakuering af folk, der bor inden for fareområdet, hvor der kan være en lille risiko. Der vil vi sørge for, at alle er evakueret, inden der sker noget,« siger Erik Lindholdt.

På Twitter skriver politiet, at det forventer, at bomberne kan blive sprængt i den kommende uge. Men hvornår vides endnu ikke.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.