Hidtil ukendt notat: Alvorlige mangler på Danmarks største krigsskibe
Forsvaret har brugt 21 år på at få indkøbt de missiler, der gør det muligt for Danmarks tre store fregatter at løse deres opgave – men der er købt for få missiler, og missilerne er så gamle, at de nu udgår af produktion. Imens er tiden gået. Skibenes radarsystemer er nu så bedagede, at de ikke kan styre nye missiltyper. Hidtil ukendt notat tegner et trist billede af tilstanden på Søværnets fineste skibe.
Forsvarets største og mest potente enheder, de tre 6.645 ton tunge, nyere fregatter »Iver Huitfeldt«, »Peter Willemoes« og »Niels Juel«, har en kampkraft, der er langt ringere end hidtil kendt. Det samme gælder deres tekniske stand.
Af et notat, der stammer fra 2021, og som Forsvaret har udleveret i en delvist deklassificeret version, fremgår det, at de tre fregatters våben samt helt afgørende radar- og sensorsystemer er ufuldstændige og i dårlig stand. De tre fregatter har i næsten et år været meldt ikke-kampklare, efter at flere våbensystemer satte ud i forbindelse med en aktion i Rødehavet i marts 2024, hvor én af fregatterne nedskød fire droner.
Del: