Hicham Zein

Det er uvant for 45-årige Hicham at være arbejdsløs, og han er ikke så bekymret for, om han kan finde et nyt job. Men han har en drøm om at skifte spor.

Hicham Zein. Til serie om arbejdsløse nydanskere. Maria Albrechtsen Mortensen

Hvad har du gjort for at få et arbejde?

»Jeg har kun været arbejdsløs i cirka en måned, men jeg har allerede været til et par jobsamtaler. Jeg har også brugt mit netværk, men indtil videre er der ikke sket noget konkret, men jeg tror og håber på, at der sker noget inden alt for længe.«

Hvorfor tror du, at det indtil videre ikke er lykkedes for dig at få et job?

»Jeg kender min branche ret godt efterhånden. Jeg ved, at lige den periode, vi er i nu - december og januar - er død. Folk holder på pengene og sparer op, så der er ikke brug for ekstra hænder på værkstedet. Så hvis jeg ikke gør noget ud af det, vil jeg også gå arbejdsløs de næste par måneder. Men omkring februar håber jeg i hvert fald at være tilbage på arbejdsmarkedet igen.«

Jeg kunne godt tænke mig et job, hvor jeg gør en forskel og synes, at det er spændende.

Hvad betyder det ikke at have et arbejde?

»Man er rastløs. Men jeg prøver at aktivere mig selv. Jeg har en del venner, der har eget værksted, hvor jeg kigger forbi og roder lidt, og så bruger jeg en del tid på min træning. Jeg står ikke op klokken 10 eller 11, fordi jeg kan. Når mine børn skal ud ad døren og i skole, og min kone tager på arbejde, tager jeg til træning. Jeg prøver hele tiden at holde mig beskæftiget. Da jeg solgte mit eget værksted for nogle år siden, gik jeg arbejdsløs i en måned, og der fik jeg nærmest en depression.«

Hvad kan du nu gøre for at komme tættere på et job?

»Jeg har været mekaniker i snart 20 år, og jeg kan godt mærke det på kroppen, så jeg overvejer lidt at skifte branche, hvis jeg kan finde en åbning. Jeg kunne godt tænke mig at være støttepædagog for unge og give mine erfaringer videre, for jeg føler faktisk, at jeg har en del, jeg kan give videre. Jeg kunne godt tænke mig et job, hvor jeg gør en forskel og synes, at det er spændende. Men hvis der er ikke nogen job at finde, går jeg selvfølgelig også gerne tilbage til mit eget fag.«