Heunicke vil have »meget højere« tilslutning blandt børn: Skal forhindre, at smitten stiger »voldsomt«

Sundhedsministeren adresserer muligheden for, at smitten kan stige »voldsomt« på skolerne, når de åbner i januar.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), da Sundhedsministeriet afholdt pressemøde om coronasituationen og status på covid-19, i Eigtveds Pakhus i København, onsdag 22. december. Ministeren kommer nu med en opfordring til landets forældre, der snart sender deres børn tilbage i skole. Philip Davali

Med otte dage til, at blandt andre de 5-11-årige igen kan sætte sig til rette på skolebænken, kommer sundhedsminister Magnus Heunicke (S) nu med et opråb til landets forældre.

Benyt juleferien til at få jeres børn vaccineret, hvis de ikke allerede er blevet det!

»Vi kan se, at det havde en gavnlig effekt på smitten i de yngre aldersgrupper, at skolerne blev lukket ned før jul. Men vi mangler fortsat at få endnu flere af de mindste skolebørn vaccineret mod covid- 19, så smitten ikke stiger voldsomt på skolerne, når de åbner i januar,« lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, samtidig med at DR har set nærmere på vaccinetilslutningen blandt de 5-11-årige, som også vender tilbage i skole 5. januar efter at have været hjemsendt siden 14. december.

I denne gruppe er 38,5 procent blevet vaccineret med første stik, mens kun 1,3 procent er færdigvaccineret. Det tal skal blive »meget højere«, lyder budskabet i pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet:

»Det er netop nu, i juledagene, at man kan bruge tiden til at få sine børn vaccineret. Og forældre skal huske, at det er muligt at tage søskende med ned til lægen og få alle vaccineret på én gang,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Da Sundhedsstyrelsen begyndte at invitere de 5-11-årige til vaccination i slutningen af november, var budskabet, at smitten blandt børn var med til at presse sundhedsvæsenet, blandt andet fordi smitten spreder sig fra børn til forældre og bedsteforældre. Derfor er vaccination af denne gruppe vigtig.

Statens Serum Institut (SSI) siger også til DR, at vaccination af denne gruppe – som omfatter skolebørn – er essentiel for at holde skolerne åbne:

»Vi vil helt klart gerne have vaccinetilslutningen blandt skolebørnene højere op, for det er det, der skal til for at holde skolerne åbne hen over den næste måneds tid, hvor vi får meget mere smittespredning med omikron,« siger Tyra Grove Krause, faglig direktør i SSI.