Det er rigtig ærgerligt, for ingen af os gider mere.

Sådan siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om sin forventning om, at Danmark igen til efteråret kan blive ramt af et nyt coronaangreb.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

For selvom den høje omikronimmunitet og vaccinationsrate nogenlunde har fredet danskernes sommer, så ser det anderledes ud til efteråret.

Hverken Sundhedsministeriets eksperter eller eksperter fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og EU mener nemlig, at truslen fra coronavirussen er overstået.

Derfor er de i Sundhedsministeriet i gang med at forberede sig på en ny bølge. De er ikke sikre på, hvilken mutation der vil forårsage den nye bølge.

»Målet er at forberede os så godt og have så stærke våben, at befolkningen ikke behøver at tænke videre over det, fordi vi har styr på det,« siger Magnus Heunicke til Sjællandske Nyheder.

Sikkert er det dog, at to omikronundervarianter er i hastig vækst i Danmark, hvilket ifølge Statens Serum Institut (SSI) kan øge smitterisikoen.

De seneste tre uger er antallet af positive prøver med undervarianten BA.5 ugentlig steget med 135 procent i gennemsnit, mens varianten BA.2.12.1 gennemsnitlig er steget med 52 procent om ugen.

»Begge varianter har i flere andre lande været forbundet med smittestigninger på grund af deres spredningsfordel. Men her ses det samme mønster som for de oprindelige omikron varianter, at smittestigningerne ikke har ført til indlæggelser, i samme grad som vi så med fx delta varianten. Vi ser også langt størstedelen af tilfældene blandt personer, der ikke tidligere har været smittet,« skrev SSIs faglige direktør, Tyra Grove Krause i en pressemeddelelse tidligere på ugen.

Smitte i Europa

Det er især Portugal, der lige nu er ramt af en omikronundervariant. For mens smitten generelt er yderst behersket i Europa lige nu, hvor sommeren holder sit indtog, har man i det sydvestligste hjørne af kontinentet oplevet en markant smittestigning.

I løbet af den seneste måned er smitten i Portugal røget op på det næsthøjeste niveau, siden pandemien begyndte.

Portugal har ifølge nyhedsbureauet Reuters aktuelt verdens femtehøjeste dødsrate, og hospitalsindlæggelser er i stigning, men dog fortsat på et væsentlig lavere niveau end under tidligere smittebølger i landet.