»Jeg kan desværre ikke se dem lige nu. Kan vi vente et øjeblik. Kan de se os?
Kan vi få at vide, om man kan se os i København.
Det er tilstrækkeligt. Så længe de kan se og høre os.
Jeg kan mærke, at hele verden kan se os og høre os.
Hr. Formand, fru Statsminister, ærede medlemmer af regeringen og Folketinget, kære danske folk.
De tusindvis af dødelige missiler affyres mod vort folk dagligt fra russisk side. 1.370 missiler er allerede blevet anvendt i denne måned. I denne storstilede invasion af Ukraine.
Her til morgen blev en af vores sydlige byer ramt, det var byen Mykolajiv. Det var en skibsværftsby. Det var en fredelig by. En by som kun drømmer om en ting: At få genoprettet sin storhed som et centrum for værftsindustrien ved Sortehavet.
Men som følge af dette angreb blev den regionale forvaltningsbygning ødelagt. Vi mener at vide, at 70 mennesker er blevet dræbt, og flere er blevet såret, og man leder stadig i ruinerne.
Der var ingen som helst militære ambitioner i Mykolajiv. Og Mykolajivs befolkning udgjorde ingen som helst trussel mod Rusland. Men alligevel blev de ligesom alle andre ukrainere mål for russiske angreb. Missiler, luftbomber, granater og miner er de blevet angrebet med.
Det samlede antal af dræbte kan ikke gøres op. Og det samlede antal våben, der er blevet anvendt imod os, kan heller ikke beregnes.
Men vi må sige, at niveauet for brutaliteten har nået et niveau, som nu er højere, end det vi så under Anden Verdenskrig, som ellers var den mest ødelæggende krig i Europa. En måneds fjendtligheder.
Og ikke bare én men flere byer er blevet ødelagt. Vi har en lang liste over byer, som er blevet fuldstændig jævnet med jorden af russiske bombardementer. Og snesevis af andre byer, snesevis af landsbyer er delvist nedbrændte. Boligkvarterer er blevet ødelagt. Infrastruktur er blevet ødelagt.
Helt almindelige civile mennesker er blevet dræbt. Sprængt i luften. Universiteter, skoler, børnehaver. 773 af den slags institutioner i alt.
Forestil dem det. Snesevis af hospitaler, kirker og et holocaust-monument er blevet ødelagt.
De russiske troppers mål i denne krig er fuldstændigt at ødelægge ethvert grundlag for et normalt, ordentligt liv for det ukrainske folk. Besættelsesstyrkerne arbejder bevidst på at sikre, at intet bliver tilbage i Ukraine andet end flygtninge.
Allerede ti millioner mennesker har forladt deres hjem. Fire millioner ukrainere har forladt landet. Mest kvinder og børn. Disse menneskers historier er fulde af gru og rædsel.
De områder, hvor russiske tropper er rykket ind, der ser man i vejkanten, at der ligger søndersprængte biler, og brændte biler i hundredvis.
Besættelsesstyrkerne dræbte fredelige civile på flugt fra deres hjem. Vores flygtninge i Vestukraine tæller mængder af børn, som bare blev samlet op i vejkanten, hvor de stod ved siden af deres dræbte forældre.
Flere 100.000 mennesker er tilbage i Mariupol. Sneen er nu smeltet. På den måde fik de vand. Det har ikke været muligt for os at sende humanitære konvojer ind i byen. De er blevet standset. Vand, fødevarer, lægemidler. Alt det er blevet standset af det russiske militær.
Mere end 90 procent af bygningerne i Mariupol er ødelagte. Fuldstændig ødelagte af bombardementer og luftangreb. Det russiske flyvevåben fortsætter sine angreb.
De holder ikke inde. De vedbliver at angribe. De sprænger beskyttelsesrum i luften. Selvom de ved med sikkerhed, at civile, kvinder, børn og gamle skjuler sig der. Det, de russiske tropper gør i Mariupol, er en forbrydelse mod menneskeheden.
Den finder sted for øjnene af hele kloden. Vi ser til i realtid, og hvorfor er det overhovedet muligt.
Hvorfor har Verden ikke grebet ind. Hvorfor har man ikke standset denne bølge af krigsforbrydelser begået af Rusland. Det er ikke blevet standset. Det har stået på siden 24. februar i år.
Svaret er fuldstændig enkelt og kynisk. De mennesker, som godkendte de beslutninger, der blev truffet i Rusland, har håbet på, at man kan omgå sanktionerne. Embargoen mod russisk olie håber man at omgå. Den kommer ikke til at fortsætte, den går bare i stå.
Det er et meget vigtigt emne. Jeg er meget bekymret. Alle udtaler deres bekymring.
Den Internationale Straffedomstol ved, at det vil tage flere år at straffe de skyldige. Det er derfor, at vi henvender os til dem og til alle demokratiske samfund i verden.
Sanktionerne mod Rusland skal styrkes. Vi må sige nej til russisk olie, vi skal blokere handlen med Rusland. Vi skal beslaglægge russiske skibe. Det skal ske solidarisk i Den Europæiske Union. Alle medlemslande skal deltage.
Danmark skal stå i forreste række og vise solidaritet med Ukraine. Det gør Danmark. Danmark viser, hvad der kan gøres. Og vi må tvinge Rusland til at søge fred.
Vi skal beskytte de grundværdier, som livet i Europa bygger på. Værdier som er blevet fuldstændig søndertrampet af Rusland i Ukraine.
Hvad er der at sige om menneskerettigheder. Hvad er der at sige om frihed på det europæiske kontinent, hvis man ikke retsforfølger en sådan bølge af forbrydelser mod menneskeheden, som besættelsestropperne har begået mod folk i Ukraine.
De deporterer vores befolkning. De voldtager vores kvinder og mindreårige piger. De plyndrer, og de har allerede bortført flere end 2.000 mennesker til Rusland. Vi ved ikke, hvor de mennesker er. Vi har ikke engang en fuldstændig liste over de børn, de har fjernet.
Har de familier? Hvordan skal de finde deres familier igen bagefter?
Den ondskab, som er blevet påført vort land, er fuldstændig umulig at forstå for almindelige mennesker. Det er derfor, jeg opfordrer dem til at tale om solidaritet i EU.
Man skal arbejde sammen for at beskytte friheden og menneskeheden.
Rusland forsøger at underminere EU indefra. Der er kræfter i EU, som forsøger at hjælpe Rusland med at tjene penge. Og vi ved godt, hvem det er i EU, der arbejder imod menneskelighed og sund fornuft.
Vi ved, hvem det er, der ikke gør noget som helst for at bringe fred til Ukraine igen. Det må standses. Og Europa må holde op med at lytte til undskyldninger for Ruslands handlinger.
Jeg er taknemmelig for Danmark. For at man er så principfast. Jeg er taknemmelig over, at det danske folk hjælper ukrainere. Jeg er taknemmelig for de danske virksomheder, der har besluttet at forlade Rusland.
Vestas, LEGO, Carlsberg og mange andre virksomheder har truffet disse vigtige beslutninger. Og har forladt Rusland. Men jeg beder om, at man ikke standser der.
Jeg beder om, at man fortsætter med at føre an i Rusland med at arbejde for de vigtige beslutninger, der er brug for. Det har længe været klart, at menneskeheden har brug for at reducere forbruget af fossilt brændsel.
Kul og olie skader planeten, skader miljøet. Og det har allerede skadet.
Den grønne teknologi og den grønne energi er nu blevet et fuldstændigt åbenbart og rimeligt svar på den udfordring, man står over for. Der er en politik, som allerede stiler imod at reducere brugen af disse farlige ressourcer.
Og den russiske aggression mod Ukraine og mod alt, hvad livet i Europa nu bygger på, er endnu et argument for at accelerere den omstilling.
Europa må sige nej til russisk olie så hurtigt som muligt, for det er indtægterne fra energiressourcerne, som tillader den russiske ledelse at optræde så arrogant, at bryde alle de universelt anerkendte regler, slippe hadet løs mod vores folk og ødelægge deres naboland.
Hvis vi vil bekæmpe det, man i Danmark kalder Janteloven, kræver det også, at man bekæmper brugen af russisk olie.
Alle europæere skal arbejde sammen. Danmark skal arbejde sammen med alle europæiske stater og alle ansvarlige lande på kloden. Og på den måde kan vi afværge katastrofen, og så kan vi vende tilbage til et liv i den europæiske familie, som jeg håber, kan ske meget snart.
Men det kommer an på, hvor fast, hvor konsekvent, hvor principfaste vi kan vedblive at være i denne vanskelige tid, hvor krigen raser.
Vi har ikke ret til kun at tænke på krigen. Vi ved, at der kommer fred en dag. Og vi ved, at det vil blive muligt for os at vende tilbage til et normalt, fredeligt liv. Og det er derfor, at jeg allerede nu vil opfordre til, at Danmark deltager i initiativet for at genoprette Ukraine efter krigen.
Danske virksomheder, danske eksperter, den danske stat. Den kapacitet og den økonomiske styrke man har i Danmark. Alt det har vi brug for. Jeg opfordrer Danmark til at overtage ledelsen i genopbygningsarbejdet.
En af vores regioner Mykolajiv. Vores værftsindustrisby kan blive en by og en region, som har brug for at blive genopbygget. Det kan Danmark hjælpe os med.
Mine damer og herrer. Kære danske folk. Det er en sort tid. En sort time for Ukraine.
Der bliver tændt tusindvis af lys i vores kirker for at mindes de mennesker, hvis liv er gået tabt. Jeg ved, at stearinlys i Danmark er et billede på hygge. På et normalt hjemmeliv. Det er et liv, som for mange mennesker i Ukraine er blevet en drøm, som man knap kan forestille sig.
Den russiske invasion fortsætter. Men jeg ved, at vi vil kunne vende tilbage til freden, og i dag vil jeg opfordre til, at man i dag i Danmark hjemme i de danske familier tænder et lys til minde om de ukrainske liv, der er gået tabt på grund af den russiske invasion.
Et minde om dem, der har ofret deres liv for vores fred.«
