Det koster samfundet op mod en kvart milliard kroner – pr. dag – at holde de yngste skolebørn hjemme.

Det skriver DR, efter at tre af Danmarks førende økonomer har regnet på de nuværende restriktioner i en rapport om genåbningen af Danmark.

Konkret anslår rapporten, at det koster Danmark 150 til 250 millioner kroner hver dag at holde skolebørnene i 0. til 4. klasse hjemme.

Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, har været med til at udarbejde rapporten.

»Det er en dyr gruppe at holde hjemme,« siger Jes Søgaard til DR.

Beløbet bunder i, at cirka 215.000 forældre skal passe deres hjemsendte skolebørn. Når forældrene skal balancere eget arbejde med børnenes hjemmeskoling, anslås det, at forældrene er halvt så produktive som normalt – og den lavere produktivitet koster altså samfundet flere millioner hver dag.

Melder ud i denne uge

Statens Serum Institut sidder allerede nu og regner på, hvornår de mindste skoleelever kan komme tilbage til deres klasseværelser.

Da coronarestriktionerne i sidste uge blev forlænget til 28. februar, åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) samtidig døren på klem for, at de yngste skolebørn kunne vende tilbage på skolebænken tidligere.

»Det er vores forhåbning, at de mindste skoleelever kan starte i skole inden 28. februar. Statens Serum Institut er i gang med at regne på det, og vi forventer at melde ud om skolestart for 0. til 4. klasse i starten af næste uge,« sagde statsministeren:

»Eksperterne har anbefalet, at vi starter med at få de mindste skoleelever tilbage i skole – det er vigtigt for økonomien, så der er flere voksne, der kan arbejde. Det er også vigtigt for børnenes og forældrenes trivsel. Eksperterne anbefaler omvendt, at det sidste, der bliver genåbnet, er nattelivet.«

Flere faktorer har da også betonet vigtigheden af, at skoleeleverne vender tilbage og modtager undervisning i deres vante omgivelser.

Landets psykologer og børnelæger samt børne- og ungdomsorganisationer har blandt andet slået alarm på grund af de lukkede skoler og fritidstilbud. De oplever så pressede børn og unge, at selvskade, ensomhed, stress og mistrivsel stiger kraftigt. Og både fagfolk og flere partier appellerer derfor til, at skoler og ungdomsskoler genåbnes.

Samtidig har et nyt forskningsprojekt fra University of Oxford for nylig fået danske eksperter til at diskutere, om de yngste børn snart kan komme tilbage i skole. Den britiske variant af coronavirus, B.1.1.7, smitter nemlig ikke børn mere end de tidligere kendte varianter, og måske er den i det hele taget slet ikke så smitsom som først antaget, viste studiet.

Det forventes, at regeringen i starten af denne uge melder ud, hvornår skolebørnene kan vende tilbage i skolen.