412.000 kroner.

Det er, hvad de nye ejere har smidt per kvadratmeter for den store herskabsvilla, der ligger i første række til vandet nord for København.

Med sine 270 kvadratmeter har prisskiltet således lydt på 110 millioner kroner.

Og dermed er villaen på Hambros Allé i Hellerup netop blevet solgt for den højeste kvadratmeterpris på det danske boligmarked nogensinde.

Det skriver Boliga.

Det seneste år har boligmarkedet ellers mildt sagt været i modvind. Stigende renter, forringet købekraft og generel usikkerhed i økonomien har fået potentielle købere til at holde igen.

Men situationen er imidlertid en anden på »den rigtige« side af strandvejen, som Boliga kalder det.

Villaen, som blev solgt til det rekordstore beløb, nåede ikke engang ud på det offentlige boligmarked, før det røg i et diskret skuffesalg.

72-årige Henning Arp-Hansen er bestyrelsesformand i familievirksomheden Arp-Hansen Hotel Group, som han også er medejer af.
72-årige Henning Arp-Hansen er bestyrelsesformand i familievirksomheden Arp-Hansen Hotel Group, som han også er medejer af. Soren Bidstrup

Skuffesalget har nu gjort hotelkongen Henning Arp-Hansen og hans kone Janne Arp Hansen til de nye ejere af Danmarks dyreste villa målt på kvadratmeter.

Det fremgår af tingbogen, såvel som liebhavermægleren Ivan Eltoft Nielsen bekræfter det over for Boliga.

Henning Arp-Hansen ejer med sin bror Danmarks største hotelkæde Arp-Hansen Hotel Group, herunder nogle af de mest kendte hoteller i København – Hotel Nyhavn, Tivoli Hotel og Imperial.

Og det har vist sig at være en lukrativ forretning. De seneste mange år har regnskabet vist et stort millionoverskud, og selskabet har for nylig rundet en egenkapital på 3,5 milliarder kroner.

Hidtil har den nykøbte villa været ejet af Peter Hansen, som står bag en af landets største bilforhandlere, Andersen og Martini A/S. Han købte i sin tid villaen for 22,1 millioner kroner, oplyser Ekstra Bladet.