Hedebølge har ramt Alperne: »Der er fuld sol og ti grader udenfor«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier.

En regulær hedebølge har ramt Alperne. Det skaber pres på skisportsstederne, der kæmper med at sikre sne nok. Her et billede fra Leutasch i Østrig. Daniel Liebl/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik fra Berlingske.

I dag skal vi blandt andet omkring jagten på et langt og sundt liv, livet på en efterskole og et ambitiøst mål, der nok ikke bliver nået.

Men vi starter med en historie om lukningen af de milliarddyre jobcentre. For hvad skal der egentlig ske med dem nu?

God fornøjelse med dagens overblik.

Loven bør dø sammen med jobcentrene: »Der er stor utilfredshed med systemet i kommunerne«

Landets jobcentre er udskældte og hundedyre – 12 milliarder kroner om året koster de. Og med den nye SVM-regerings tiltrædelse blev det besluttet, at de skal afskaffes.

Men hvad så nu? Er det slut med den aktive beskæftigelsesindsats i Danmark? Og hvad skal der ske med de godt 30.000 siders lovgivning, der regulerer området?

Det er der vist ingen, der rigtigt ved endnu.

Og derfor går Kommunernes Landsforening ud med en opfordring til, at man snarest muligt får klarlagt, hvad der skal ske på området. Også fordi der i regeringsgrundlaget står, at der skal spares tre milliarder kroner på området.

»Og det kommer i virkeligheden oven i den besparelse på 1,1 milliarder kroner, som skal gå til Arne-pensionen, så der er faktisk lagt op til, at vi skal spare 40 procent på beskæftigelsesindsatsen, uden at vi ved, hvad målet egentlig er, og hvordan vi skal nå derhen« siger Peter Rahbæk Juel, der er borgmester i Odense og formand for udvalget for arbejdsmarked og borgerservice i Kommunernes Landsforening.

Han fortæller i et interview med Berlingske, hvordan Kommunernes Landsforening ser på beskæftigelsesområdet. Det kan du læse her.

Hedebølge har ramt Alperne: »Der er fuld sol og ti grader udenfor«

Danskere, der har set frem til puddersne og snedækkede træer langs pisterne på årets skiture, må i disse dage kigge bekymret på vejrudsigten.

En regulær hedebølge har nemlig ramt pisterne i Alperne, og det er sparsomt med sne.

»Der er fuld sol og ti grader udenfor. Jeg tror, der er mere brug for en ny græsslåmaskine end for en pistemaskine her. Men det østrigske pisteteam overpræsterer dog som altid. De får meget ud af den sne, der er, trods de utrolig svære forhold. Der er kun sne, hvor snekanonerne står – ellers er det grønt med grønt på,« siger skiinstruktør Mads Holmstrup til Politiken.

Han arbejder på en skiskole i Kitzbühel i Østrig. Også de populære danskerdestinationer i Bad Gastein og Zell Am Zee har bemærkelsesværdigt lidt sne, skriver avisen.

I Frankrig og Schweiz er der lidt bedre meldinger, men det skyldes, at de fleste skisportssteder ligger højere. I Sverige og Norge har det »heldigvis« været en ganske kold uge.

Hos DMI er meldingen også, at der har været usædvanligt mildt vejr i Alperne for årstiden. Lige nu skal man op i 1.500-2.500 meters højde over havet for at få frostgrader og dermed mulighed for sne, lyder det.

Der er dog lidt godt nyt til de danskere, der snart kan pakke skiundertøjet: Det er DMIs forventning, at der sker et skifte mod køligere vejr i løbet af uge to og tre.

En efterskole fortæller historien om en generation, der gerne kæmper for egen trivsel

Landets efterskoler er populære som aldrig før.

For tiende år i streg har de slået rekord i elevtilslutning. Men sammen med antallet af elever er prisen for et ophold også kun steget. Renset for inflation er et ophold blevet 17 procent dyrere siden 2012. Det betyder, at et gennemsnitligt ophold koster 2.300 kroner om ugen før tilskud.

Og det har medført, at elevgruppen er blevet mere homogen, fortæller ansatte og eksperter til Berlingske. Og det er »uholdbart«, fordi efterskolerne har en opgave med at bringe samfundets forskellige interesser og lag sammen, lyder det blandt andet fra konstitueret direktør i Karisefonden, Leo Kormischke-Konnerup, der har forsket i efterskolernes virke.

»Man må ikke kun møde sig selv, når man går på efterskole. Det er ikke sådan, man ser sig selv udefra, eller man får en forståelse for, at man kan være menneske på mange forskellige måder,« siger han.

Berlingske har besøgt en efterskole på Sjælland for at undersøge, hvad det er, de unge mennesker får ud af et år på efterskole. Det kan du læse om her.

Ambitiøst mål for politistyrken under pres: »Vi kommer ikke i mål med det«

Siden 2019 har det været en politisk ambition at sikre tryghed og et politi i tæt kontakt med danskerne. Det skulle blandt andet sikres ved at udvide politistyrken, så der i 2023 vil være 11.700 betjente.

Men det ser ikke ud til at lykkes, og planen er løbet ind i store udfordringer.

Højest usædvanligt er det nemlig svært at fylde holdene på politiskolen, og samtidig ses der en stigning i antallet af betjente, der forlader politiet. Det skriver Jyllands-Posten onsdag.

Og det fører til interne frustrationer i politiet, hvor formand for Politiforbundet, Heino Kegel, blandt andet kalder situationen for en »ond spiral«. Han tror heller ikke, at man kan nå i mål med ambitionen om de 11.700 betjente i 2023.

»Vi kommer ikke i mål med det. Det er helt sikkert,« siger han til Jyllands-Posten.

Han fortæller videre, at det vil betyde prioriteringer af arbejdskraften – og at det vil få nogle konsekvenser, som danskerne kan mærke.

I et skriftligt svar siger den nyudnævnte justitsminister, Peter Hummelgaard, til Jyllands-Posten, at det er »bekymrende«, at politiet i øjeblikket har store rekrutteringsproblemer. Han vil drøfte situationen med Rigspolitiet og Politiforbundet i de kommende år, udtaler han.

Med disse to metoder kan du træne dig til mere glæde og livstilfredshed

Træning af vores humør er lige så vigtigt som motion og sund kost i jagten på det sundeste liv.

Alligevel er der alt for få, der aktivt træner deres mentale velbefindende. Sådan lyder det fra Jesper Dahlgaard, der forsker i mental sundhed på VIA University College.

»Det er på tide, at vi får øjnene op for, hvor vigtig mental træning er. Den mentale sundhed kan nemlig trænes, ligesom vi træner vores fysiske sundhed,« siger han til Berlingske.

Han anbefaler to konkrete metoder til at træne vores mentale velbefindende. De tager mellem tre og ti minutter og kan udføres, hvor det passer i en travl hverdag.

Den første metode hedder »Pusterummet«, og ideen med metoden er at skabe kontakt til din krop, tanker og følelser, når du står i en vanskelig situation eller mellem forskellige opgaver i hverdagen.

Til at starte med kan du lukke øjnene og lægge mærke til, hvilke tanker og følelser du har. Hvordan mærkes kroppen? Hvad fokuserer du på? Er det positive eller negative tanker? Det bør du gøre i et minuts tid.

Derefter skal du følge din vejrtrækning og forsøge udelukkende at fokusere på den i et minut. Et godt sted at følge vejrtrækningen er i maven lige over navlen. Hvis tanker dukker op, bør du forsøge at få fokus tilbage til vejrtrækningen.

Til sidst bruger du et minut på at fokusere på vejrtrækningen forskellige steder i kroppen. Både i maven, brystet, armene og benene.

Den anden metode hedder »Self Compassion« – og den kan du læse og høre om her.

Det sker i dag:

  • Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister og generalsekretær i NATO, besøger Taiwan, hvor han blandt andet skal mødes med præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren. Fogh Rasmussens besøg har fået kritik af tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, der mener, at det kan øge de allerede høje spændinger i regionen.

  • Dronning Margrethe holder nytårskur for Højesterets dommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps. Kronprinsparret vil også deltage i arrangementet.

  • Den afdøde brasilianske fodboldspiller Pelés kiste føres i procession gennem gaderne i Santos og passerer forbi hans 100-årige mors hjem. Pelé vil derefter blive begravet i et særskilt mausoleum, hvor kun hans familie vil deltage. Det foregår på kirkegården Necrópole Ecumenica i Santos.