Der lød et brag, og gnisterne føg, da et DSB-passagertog fredag eftermiddag omkring klokken 14.15 påkørte en metalplade i sporet under Storebælt.
Havarikommissionen har nu undersøgt sagen og fastslår, at det med stor sikkerhed var et forankørende DB Cargo-godstog, der havde tabt metalpladen.
»Den var faldet af en åben godsvogn. Hvordan den kunne være sikret bedre, kigger vi nu lidt nærmere på. Den blev ramt af et efterfølgende tog, som fik kosmetiske skader,« siger Bo Haaning, souschef i Havarikommissionen.
DSB-toget måtte bremse helt op og holdt stille under Storebælt.
Lokoføreren gik selv ud og fik fjernet metalpladen fra sporet.
Passageren John Harmsen fortalte lørdag til B.T., at flere medpassagerer var 'meget stille' med tanke på katastrofen den 2. januar i år, hvor en trailer på et DB Cargo-godstog rev sig løs på Storebæltsbroen og fløj ind i et modkørende DSB-passagertog.
Otte blev dræbt og 16 kvæstet.
Havarikommissionen kan dog nu berolige med, at hverken passagerer eller togpersonale var i fare ved påkørslen fredag eftermiddag.

»Det, der skete, eller i værste fald kunne være sket, er på et niveau, hvor vi som Havarikommission ikke skal ind og undersøge det selv.«
»Det betyder, at de involverede virksomheder selv skal lave en undersøgelse og så sende resultatet til os,« siger Bo Haaning.
DB Cargo er i gang, siger Jan Wildau, kommunikationschef i DB Cargo Scandinavia:
»Vi undersøger vores tog og kontakter alle de virksomheder, der havde vogne bag på vores tog, for at få et overblik over, om der er sket noget. Det kan godt være, at vi aldrig kommer det nærmere.«
»Men vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre, at når virksomheder overgiver vogne til os, at de så også er sikret, som de skal være.«
Jan Wildau pointerer, at den virksomhed, der læsser vognene, er ansvarlig for, at godset er forsvarligt sikret.
»Der vil vi selvfølgelig gå tilbage i kæden og anmode om, at de gør det ved at surre tingene fast og putte net på og den slags.«
DSB-toget blev efter standsningen under Storebælt kørt til undersøgelse på værksted.