Har du hørt om Temu? Danskerne strømmer ind på den kinesiske handelsplatform, som forbrugerorganisationer advarer imod

Temus hjemmeside er blevet populær blandt danskerne, men mange produkter lever ikke op til EUs krav, viser en undersøgelse.

14 procent af de danske forbrugere har i løbet af 2023 købt varer på den kinesiske handelsplatform Temu, viser analyse.  Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix

Var det noget med et par damesneakers til 62 kroner? Eller trådløse høretelefoner til 35 kroner? 

Det er eksempler på, hvad den kinesiske handelsplatform Temu i skrivende stund reklamerer med på sin hjemmeside. 

Temu har vundet stort indpas, siden platformen blev lanceret i Europa i 2023. Det skriver DR på baggrund af en analyse foretaget af Dansk Erhverv om danskernes handelsvaner på nettet.

14 procent af de danske forbrugere har handlet på Temu i løbet af sidste år, viser analysen. Dermed har onlinebutikken overhalet eBay og Wish i popularitet. 

Den hastige vækst begrundes med en særdeles offensiv markedsføring. 

»Det popper jo op alle vegne. Du kan næsten ikke åbne din telefon, uden at du får reklamer fra Temu. Det er helt ekstremt,« siger Helen Amundsen, som er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk, til DR

Hun opfordrer forbrugerne til at være opmærksomme på, at produkterne på den type hjemmesider typisk ikke lever op til europæiske krav. 

Fejl på fejl på fejl

Den italienske forbrugerorganisation Altroconsumo har undersøgt 28 produkter, eksempelvis legetøj, kosmetik og elektronik. Resultatet viste, at 15 af dem ikke levede op til EUs krav om produktsikkerhed. 

De resterende 13 kosmetikprodukter levede ikke op til EUs kosmetikforordning. Temu har lovet at undersøge de produkter, som det italienske forbrugerråd har fundet problemer med, skriver DR. En beskrivelse, som Temus nordiske PR-bureau efter denne artikels udgivelse er gået i rette med. 

Med andre ord var der fejl på alle produkter.

»Vi har ikke noget imod konkurrence, men den skal være fair. Når Temu ikke lever op til samme regler, som andre virksomheder knokler for at overholde, så har vi et problem. Det bør være sådan, at virksomheder som Wish.com og Shein er underlagt samme regler som danske og europæiske virksomheder, når det handler om produktsikkerhed. Det er helt klart et politisk spor, som vi kommer til at forfølge,« siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv, som i en pressemeddelelse kalder Temus indtog på det danske marked for »helt vildt«.

Det er ikke korrekt, at Temu blot har undersøgt de kritiserede produkter, oplyser Temus nordiske PR-bureau, som efter denne artikels udgivelse har henvendt sig til Berlingske. Temu har straks fjernet de pågældende produkter fra sortimentet, oplyser PR-bureauet i en mail. 

Opdatering 28. januar klokken 10:18: Temus nordiske PR-afdeling har efter artiklens udgivelse henvendt sig til Berlingske og oplyst, at produktet er fjernet fra sortimentet. Artiklen er opdateret.