Han kaldte reglen for »urimelig rigid«: Nu ånder K-borgmester lettet op

For nuværende er der ingen sogne lukket ned. Det skyldes, at reglerne for, hvornår et sogn skal lukke ned, er blevet lempet. »Nu kan det rent faktisk diskuteres, om det giver mening at lukke ned,« siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

»Selvfølgelig må det være sådan, at der skal lukkes, hvor der er for meget smitte – det er det, der er fundamentet for, at samfundet kan bevæge sig videre og nærme sig normalitet. Den nye model er markant bedre, fordi grænserne er fastsat på et niveau, der er mere fornuftigt,« siger Michael Ziegler, der er konservativ borgmester i Høje-Taastrup Kommune. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I flere uger har en regel om automatisk coronanedlukning af sogne været genstand for massiv kritik. Efter at et politisk flertal i Folketinget onsdag vedtog en ændring af reglen, begynder det dog at lysne – ikke mindst i Høje-Taastrup Kommune, hvor Michael Ziegler (K) er borgmester.

»Nu kan det rent faktisk diskuteres, hvorvidt det giver mening at lukke ned,« siger Michael Ziegler.

Netop nu er ingen af landets sogne lukket som følge af for høj coronasmitte. Før ændringen var syv sogne ramt af nedlukning. Blandt andet det største sogn i Høje-Taastrup Kommune, og det er på den baggrund, at automatisk nedlukning af sogne har medført dybe panderynker og frustrationer hos Michael Ziegler.

Desuden har reglen flere steder betydet, at skoler, hvor der ingen coronasmitte har været, er blevet lagt i dvale på grund af den regel, som Michael Ziegler har stemplet som »urimeligt rigid«.

»Det har været skidt i den forstand, at reglen var så rigid, som den var. Det var automatik, der lukkede hele sognet. Der lå ikke en kvalitativ vurdering indbygget i reglen i forhold til, hvor smitten er,« siger Michael Ziegler.

»Vi var i en situation, hvor skoler lukkede ned, og vi oplevede det som fuldstændig ubegrundet. Det er blandt andet to privatskoler og en af vores folkeskoler. Det har ikke givet mening for nogen, at der skulle lukkes ned. Og det er der, hvor myndighederne er ude og udfordre befolkningens opbakning til restriktioner. Folk vil acceptere rigtig meget, hvis bare det giver mening. Den snusfornuftige logik siger, at reglen ikke gav mening,« siger Michael Ziegler.

Markant bedre model

Den justerede regel, som trådte i kraft fredag, betyder, at grænserne for, hvornår et sogn skal lukke ned, er blevet lempet. Tidligere skulle incidensen være 400 pr. 100.000 borgere over den seneste uge. Nu er tallet 500. Nu kan et sogn lukkes, hvis positivprocenten blandt covid-19-prøver er over 2,5 procent. Tidligere var tallet 2.

Desuden lægger den nye aftale op til, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil samarbejde med den enkelte kommune for at vurdere, om skoler og uddannelsesinstitutioner skal lukkes eller ej, når smitten stiger i et sogn.

Det er især dette punkt, som Michael Ziegler er tilfreds med:

»Selvfølgelig må det være sådan, at der skal lukkes, hvor der er for meget smitte – det er det, der er fundamentet for, at samfundet kan bevæge sig videre og nærme sig normalitet. Den nye model er markant bedre, fordi grænserne er fastsat på et niveau, der er mere fornuftigt.«