Selv var han overbevist, da han så, hvordan de russiske tropper bevægede sig i månederne op til Ruslands invasion af Ukraine.

De kunne være på vej i krig. Men kunne advarslen lyde for skinger? Ville det være en overdrivelse?

Han spurgte sin ambassadør, og svaret var klart:

»Nej. Det er det ikke. Send det hjem,« husker Carsten Rasmussen, at ambassadøren sagde til ham. Carsten Rasmussen ønskede, at vi andre – ligesom ham – indså, at en krig var under opsejling på det europæiske kontinent.

På det tidspunkt var den tidligere brigadegeneral forsvarsattaché i Moskva. Her så han i februar 2022 Putin sende sine soldater mod Kyiv. 

Nu ser han igen en trussel – denne gang mod EU-lande, NATO og Danmark.

»Det er på tide, at danskerne vågner op,« siger han i dagens afsnit af nyhedspodcasten »Pilestræde«.

Carsten Rasmussen mener nemlig, at trusselsbilledet lige nu er »værre«, end det var, da krigen startede.

»Det er det, fordi vi i Europa har spildt noget tid. Og det er det, der får mig til at sige, at vi skal vågne op. Vågn nu op.«

»Rusland bliver mere og mere farlige«

Den tidligere brigadegeneral mener, at vi er bagud på særligt to områder.

Det ene er det industrielle område.

»Vi har ikke fået vores industriproduktion sat op i gear, så vi har kunnet levere det, som Ukraine har brug for for at kæmpe krigen fortsat – eller vinde krigen. Og det burde vi have nået efter to år.«

Det andet er det militære område. Vi har nemlig ifølge Carsten Rasmussen ikke fået bygget vores forsvar op, så vi kan afskrække Rusland.

»Vi ser, at Rusland bliver mere og mere farlige,« siger han, og henviser til en række militærchefer i Danmarks nabolande, der allerede har advaret mod krig i Europa.

Og Vladimir Putin gør ham bekymret.

Blandt andet har den russiske præsident for nylig sagt, at han vil udslette den nazisme, som han mener, der eksisterer i de baltiske lande.

»Det får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører Putin sige sådan. Det er en retorik, der fuldstændig afspejler den retorik, han anvendte over for Ukraine i årene op til invasionen.«

Carsten Rasmussen føler sig »temmelig overbevist« om, at man fra russisk side lige nu tænker »hvad kan man gøre over for de baltiske lande – eller over for Moldova eller Georgien – uden at bringe sig selv i fare«.

Derfor mener han også, at investeringer i Forsvaret skal komme nu, ligesom han ikke kan afvise, at vi i Danmark skal bruge mere end to procent af BNP på Forsvaret.

Jeg har svært ved at forbinde de små grønne mænd i Litauen med det meget voldsomme scenario, som du beder os om at omstille os til?

»Det har du nok, fordi du ikke er i Litauen eller er litauer. Og jeg tænker, at hvis man var i et af de lande, som var truet, så ville man kunne se logikken i at gøre noget mere radikalt.«

Hør hele interviewet med Carsten Rasmussen i »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspodcast.