Man forestiller sig, at det må være med en følelse af ærefrygt og stolthed over en lang karriere, at præsidenten for Højesteret hver dag bevæger sig op ad de grå stentrin i Prins Jørgens Gaard, går gennem de massive trædøre og sætter tasken i det 100 kvadratmeter store kontor med forgængernes portrætter på væggene og syv meter til stukken i loftet.
Bevæger sig ind i sidelokalet til den historiske 1. Afdeling, hvor han finder sin karmoisinrøde velourkappe på stativet. Tager den på og sætter sig i halvcirklen på podiet, hvorfra han leder de andre højesteretsdommere i afsigelsen af de vigtigste og mest principielle domme i vores samfund.




