Hård kritik af cannabisforsøg: Skleroseramte må jagte hjælp på det sorte marked

Kun få sklerosepatienter er kommet med i forsøgsordning med medicinsk cannabis. Deres læger vil ikke udskrive recepter til dem, og præparaterne er for dyre, viser rapport. I stedet søger stadig flere ud på det sorte marked. Scleroseforeningen kræver ordningen ændret, og Dansk Folkeparti vil se på lægernes rolle i ordningen.

Skleroseramte Frederikke Vive Filbært oplever, at cannabisolie tager smerterne, den brændende fornemmelse og giver mere energi. Mikkel Berg Pedersen

Nogle gange køber hun kapslerne over nettet, andre gange har hun fået dem tilsendt fra Spanien eller køber dem hos folk, der selv går og laver dem hjemme på køkkenbordet.

»Man ved aldrig rigtig, hvad man får. Nogle gange virker det, præcis som det skal. Andre gange kan man blive dårlig af det, eller der kan der være for meget THC i, så man bliver fuldstændig skæv. Det er enormt ubehageligt.«