Håndværkerfradraget bliver genindført, og servicefradraget bliver udvidet: Det betyder det for dig

Her er de ting, du kan bruge håndværkerfradraget og servicefradraget til. 

Fra 1. januar kan du igen få fradrag for nogle håndværkerydelser. Søren Bidstrup

Finansloven for 2025 landede fredag. 

Aftalen, som er indgået mellem regeringen, SF og De Radikale, indeholder også, at håndværkerfradraget vender tilbage. 

Derudover er der også vedtaget en udvidelse af det eksisterende servicefradrag.

Her er et overblik over, hvad du kan bruge de to fradrag til.

Grønt håndværkerfradrag

Med genindførelsen af det grønne håndværkerfradrag kan boligejere få fradragsret for lønudgifter til grøn istandsættelse af hjemmet eller i en fritidsbolig. 

Det betyder, at man kan få fradrag for arbejdslønnen til håndværkere, som foretager energibesparende forbedringer, på boligens energiforsyning og klimasikring, lyder det i aftalen.

Beløbsgrænsen bliver på 8.600 kroner, og den gælder allerede fra 1. januar.

Ifølge Skatteministeriet vil det gælde følgende forbedringer af hjemmet: 

  • Reparation og forbedring af skorsten.

  • Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas.

  • Udskiftning af yderdøre, terrassedøre mv.

  • Isolering af ydervægge.

  • Isolering af gulv.

  • Afmontering af brændeovne.

  • Arbejde på varmestyringsanlæg.

  • Arbejde på anlæg til vandbåren varme.

  • Arbejde på solceller og husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri.

Servicefradraget

Servicefradraget, som allerede eksisterer, giver fradrag for en række serviceydelser.

Det gælder blandt andet rengøring, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde.

I 2024 kunne man få afdrag for op til 11.900 kroner, men det beløb bliver nu hævet til 17.500 kroner i 2025. 

Derudover kommer en række nye ydelser også til at være dækket: 

  • Anlæg af ny græsplæne.

  • Træfældning og bortskaffelse af væltede træer. 

  • Rensning af tagrender.

  • Installation af tyverialarmer.

  • Reparation af hårde hvidevarer. 

Ifølge Skat er servicefradragets værdi cirka 26 procent. Det betyder, at hvis man har betalt 1.000 kroner for rengøring, sparer man cirka 260 kroner i skat. 

For begge fradrag gælder, at man skal have betalt elektronisk – altså ikke med kontanter – og at man skal gemme dokumentationen for det udførte arbejde.

For at få fradraget skal man tilføje det til sin forskuds- eller årsopgørelse. En vejledning til det kan findes på Skats hjemmeside her.