Med flere knivstik i brystet og maven og med en delvis overskæring af halsen var der ikke noget at stille op, da 37-årige Kamil Kaluzynski i november sidste år ankom til Holbæk Sygehus. Han var død.
Tirsdag har Retten i Holbæk idømt en 34-årig litauer 12 års fængsel for drabet på Kaluzynski. De to mænd arbejdede begge som håndværkere på et værksted på Blytækkervej i Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
- Ingen straf kan ændre på, at her er tale om en dybt ulykkelig sag, hvor en uskyldig mand er blevet frarøvet livet på den mest bestialske måde, siger anklager Agnes Møller i pressemeddelelsen.
- Med det sagt er dommen på 12 års fængsel efter min opfattelse lige efter bogen og også i overensstemmelse med Anklagemyndighedens påstand, lyder det videre fra anklageren.
Ud over fængselsstraffen er den litauiske mand, Justas Kazakevicius, blevet udvist af Danmark og udstyret med et forbud om nogensinde at vende tilbage.
Ifølge TV 2 Østs reportage fra sagen har vidner i retten forklaret, at de to mænd spiste pizza sammen i værkstedet umiddelbart inden den voldelige episode.
Og retten har i dommen lagt til grund, at litaueren til politiet skal have indrømmet at have stukket sin kollega for at forsvare sig selv, fordi de to skulle være endt i et slagsmål.
Men i retten var forklaringen en anden. Her afviste han at have stukket. Tværtimod forsøgte han at hjælpe sin sårede kollega, lød forklaringen.
Men den udlægning er blevet forkastet af retten.
TV2 Øst og Ekstra Bladet rapporterer desuden fra domsafsigelsen, at den litauiske mand er dømt til at betale 200.000 kroner i erstatning til den dræbtes efterladte.
Den 34-årige mand har valgt at anke dommen til Østre Landsret med krav om frifindelse.
/ritzau/