Fra 1. januar 2019 kan du lovligt købe, opbevare og anvende peberspray i Danmark. Dog kun indenfor visse restriktioner: Blandt andet må du kun opbevare pebersprayen i dit hjem, og når du køber en den, skal den transporteres direkte fra forhandleren og til dit hjem.
Kristian Wronski-Petersen er våbenhandler ved Hunters House i København. Han giver her syv råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du køber en peberspray, samt hvad du skal huske, hvis du en dag får brug for at anvende den:
Ingen skavanker: Når du køber en peberspray, skal du være opmærksom på, at der ikke er nogen skavanker på flasken. Spørg også forhandleren om, hvordan sprayen virker. Desuden skal forhandleren kontrollere, at du er fyldt 18 år samt oplyse om lovgivningen vedørende peberspray.
Øvelse gør mester: Det kan være en god ide at købe en træningsspray. Det vil sige en spray, der afgiver samme type stråle som en peberspray, men ikke indeholder det stof, der giver svie i øjnene og følelse af ånbedrætsbesvær. Det er en god idé at øve sig, blandt andet fordi strålen fra flasken ikke vil holde samme kurve i luften efter den udløses.
Lær pebersprayen at kende: Lær at håndtér pebersprayen korrekt. Find for eksempel ud af, hvilken retning du skal pege flasken i, samt om der er sikkerhedsventil på din peberspray. På nogle pebersprays er der nemlig monteret en sikkerhedsventil for at sikre, at sprayen ikke udløses ved en fejl.
Hold knappen nede: Når du trykker på udløserknappen på pebersprayen, skal du holde den nede i godt ét sekund, før strålen vil sprøjte ud af ventilen. Hvis du trykker på knappen i for kort tid, vil væsken blot løbe ned ad flasken. Pebersprays er udstyret med forskellige ventiler: Nogle udløser en tåge, mens andre udløser en lige, hård stråle.
Minimum én meters afstand: Når du anvender en peberspray, skal du være opmærksom på, at målet ikke er for tæt på dig selv. Hvis der er under én meter mellem dig selv og målet, kan du selv risikere at blive ramt af væsken. En typisk peberspray kan ramme et mål på fire til fem meters afstand.
Opbevaring: Tænk over, hvor du opbevarer din peberspray. Pas på, at børn for eksempel ikke får fingrene i den, men opbevar den samtidigt et sted, hvor du kan få fat på den, hvis du får brug for det.
Udløbsdato: En peberspray har en udløbsdato. Den kan typisk holde sig tre år og vil efter udløbsdatoen miste sin effekt.
Læs mere om lovgivningen vedrørende køb og anvendelse af peberspray her.