Den lille hullede grusvej, der er halvvejs oversvømmet af vandet fra markerne, falder stejlt det sidste stykke mellem træerne lige inden kilden. Vinden pisker regnen mod ruden, så vinduesviskerne er på højeste niveau.
Jeg ved det ikke på dette tidspunkt, men det, jeg ser her, hvor Gudenåen har sit udspring, er intet mod det, der venter. Langt længere væk ender det, der her begynder med en sagte rislen, i økonomisk ruin, livsdefinerende øjeblikke, oversvømmede byer og ukuelig vilje til at bekæmpe det ubesejrlige med sandsække og godt naboskab.
Del:
