Selv om der er tale om kriminalitet med millionprofit, og der er krav om fængselsstraf, lægges en særlig type af sager jævnligt bagerst i køen ved domstolene.
Det viser forløbet i flere straffesager om brud på ophavsretten.
Og det er vel at mærke i de tilfælde, hvor der ifølge anklageskrifterne er tale om krænkelser "af særlig grov karakter".
Således ligger en sag mod fire mænd fra Brabrand stille i næsten to et halvt år, før Retten i Aarhus behandler den.
Anklageskriftet blev sendt til retten i oktober 2023. Det havde ingen effekt, at det var stemplet "prio" - altså at sagen burde prioriteres.
Først i august i år traf Retten i Aarhus nemlig beslutning om, hvornår processen skal finde sted. Retsmøderne vil finde sted i marts og april 2026.
Påstanden i sagen er, at mændene fra en lejlighed i Brabrand krænkede ophavsretten ved at arrangere re-transmission af tv-kanaler.
På en hjemmeside kunne kunder købe sig adgang til kanaler som Canal Digital, Discovery Networks, TV 2 Norge og mange andre.
Hos den 46-årige påståede hovedmand kræver anklagemyndigheden konfiskation af et udbytte på 1,8 millioner kroner. Han og de tre andre nægter sig skyldige.
I Rettighedsalliancen, der repræsenterer tv-selskaber, skuespillere og mange andre, ærgrer direktøren sig over langsommeligheden i retsvæsenet.
- Når sagerne trækker ud, rammer det alle de involverede parter, men det svækker også muligheden for, at dommene kan statuere vigtige eksempler, siger direktør Maria Fredenslund.
- Den præventive effekt risikerer at gå tabt, når sagerne ligger stille i årevis, mens verden udvikler sig, bemærker hun.
Rettighedsalliancen er ikke involveret i den konkrete sag fra Brabrand.
Men det var organisationen i en sag om databedrageri med streaming af musik fra Spotify og YouSee Musik, som fik krænket ophavsretten.
I den sag fik Retten i Aarhus anklageskriftet i november 2020, men dommen blev først afsagt i marts 2024.
I Rettighedsalliancen mener direktøren, at National enhed for Særlig Kriminalitet gør et grundigt arbejde med at efterforske krænkelser.
- Derfor er det ærgerligt, når sagerne mister deres gennemslagskraft, fordi de trækker ud, mener Maria Fredenslund.
Retten i Aarhus er en af landets mest pressede byretter. Som aflastning er der i to omgange henvist hundreder af sager til retterne i Herning og Holstebro.
I en mail konstaterer retspræsident Karen Thegen, at retten har en "overbeholdning af straffesager og civile sager."
Da retten i 2023 modtog sagen mod de fire mænd, var der et stort antal sager om for eksempel bandekriminalitet.
De mest alvorlige straffesager om personfarlig kriminalitet med udsigt til ubetinget fængselsstraf blev særskilt prioriteret, oplyser retspræsidenten.
At der ikke er tale om personfarlig kriminalitet, at der er flere tiltalte, og at sagen varer flere dage, har haft indflydelse på berammelsen af sagen, skriver hun.
Aktuelt er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for straffesager, hvor domsmænd medvirker, 532 dage, og for civile sager 466 dage, oplyser hun.
/ritzau/