Én måned før grønlænderne skal til stemmeurnerne, vækker en ny DR-dokumentar opsigt blandt grønlandske politikere.
Den danske stats minedrift i Sydvestgrønland skubber yderligere til ønsket om selvstændighed og statsdannelse, lyder det nu fra flere.
De ser dokumentaren »Grønlands hvide guld« som et bevis på, at Grønland ikke kun har været en økonomisk udgift for Danmark.
»Det har forstærket vores følelser af, at vi kan klare os selv i Grønland. At vi ikke kun er en udgift. Vores ambition om at statsdanne os bliver forstærket af, at der er nogle tydelige beviser på, at der er noget om snakken,« siger Erik Jensen, formand for regeringspartiet Siumut, til DR.
Torsdag foretog Erik Jensen noget af et kursskifte, da han lagde op til en folkeafstemning om grønlandsk statsdannelse allerede i næste valgperiode.
Uenighed om dansk gevinst på minedrift
»Grønlands hvide guld« handler om mineralet kryolit, som blandt andet blev brugt til at fremstille aluminium.
Fra 1854 og frem til 1987 blev det en milliardforretning for danske selskaber, der havde rettighederne til at udvinde det.
Med betydelig usikkerhed anslår Torben M. Andersen, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, at de over 130 års salg af mineralet kunne have svaret til en omsætning på 400 milliarder nutidskroner.
Det siger dog ikke noget om fortjenesten, understreger han over for DR.
Kryolitselskabets tidligere direktør, Peter Schmidt Hansen, mener, at man udelukkende bør se på selskabets overskud – og bruger derudover en anden metode til at omregne fortidens værdi til nutidens penge.
»Størrelsesordenen på det, jeg mener, som Grønland i første omgang er gået glip af, er omkring 15 milliarder kroner i nutidskroner,« siger han til DR.
»Hvad ville Danmark have været uden Grønland?«
Også Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, har reageret på dokumentaren, som han selv medvirker i.
»Man har fra dansk side ofte påstået, at Grønland blot er en udgift selvom vi har bidraget meget til deres velfærd og velstand,« skriver han i et opslag på Facebook og spørger:
»Hvad ville Danmark have været uden Grønland?«
Kuno Fencker fra Siumut-partiet – der er udtalt fortaler for grønlandsk selvstændighed og for nylig har gjort sig bemærket ved at rejse til USA og tale med Trump-fæller – er kun blevet bekræftet i sin holdning af at se dokumentaren.
Han mener, at grønlænderne er blevet »indoktrineret og manipuleret« til at tro, at de ingenting er, siger han til DR.
På Facebook skriver Fencker, at det er tid til at »sige stop til koloniale fortællinger«:
»Det er ikke et tilfælde, at Grønland kæmper med sociale problemer, fattigdom og strukturel ulighed. Det er et resultat af årtiers økonomisk udnyttelse, hvor vores rigdom blev sendt til Danmark, mens vi blev efterladt uden investeringer i vores egen fremtid,« lyder det.
Det var med stor dramatik, at hans forlovede og nu tidligere partifælle, Aki-Matilda Høegh-Dam, fredag smækkede med døren til Siumut og meldte sig ud.
Kuno Fencker overvejer at gøre det samme, lød det fredag.
Det grønlandske valg afholdes 11. marts.