En 47-årig grønlandsk mand idømmes ved Retten i Aarhus anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse.
Det sker, efter at manden har tilstået at have dræbt en 41-årig patient på retspsykiatrisk afsnit ved Aarhus Universitetshospital.
Det skete i marts 2024, mens både gerningsmand og offeret var patienter på afdelingen.
Under uledsaget udgang gik manden i en nærliggende Føtex og købte en kokkekniv, som han stak den 41-årige med.
Manden forklarer i retten mandag eftermiddag, at offeret gentagne gange havde generet ham.
- I løbet af de fire år, jeg var i Skejby, har han truet mig på livet flere gange. Han har provokeret mig, svinet mig til, generet og chikaneret mig, lyder det.
Manden har mørkt, kortklippet hår og er iført en blå trøje. To betjente sidder på afstand og holder øje med ham.
Det er under retsmødet kommet frem, at den 47-årige har skizofreni, og at han tilbage i 2021 i Grønland blev idømt en behandlingsdom for drab og drabsforsøg.
Det retspsykiatriske afsnit i Skejby, hvor han var patient, har grønlandske patienter som målgruppe.
Det gælder patienter med en psykiatrisk diagnose, og som er sigtet eller dømt for at have begået noget strafbart.
Den 47-årige mener selv, at personalet på afdelingen kunne have forhindret drabet, hvis de havde lyttet til ham.
Han siger i retten, at han så sent som dagen før drabet havde advaret personalet om, at det ”kunne ende galt”.
- Men ingen lyttede til mig, siger han.
Datteren til den dræbte mand medvirker i retsmødet via en videoforbindelse fra retten i Nuuk i Grønland.
Hun fortæller om tabet af sin far og håber på, at sagen trods alt kan føre noget godt med sig:
- Jeg håber, at sikkerheden på de psykiatriske afdelinger bliver skærpet. Hvis sikkerheden havde været bedre, kunne min far have været her i dag, siger den unge kvinde, mens hun kæmper med at holde tårerne tilbage.
Psykiatrien i Region Midtjylland har tidligere oplyst, at man i kølvandet på sagen har skærpet sikkerheden på de retspsykiatriske afsnit.
Man har nu indført håndholdte metaldetektorer, der skal forhindre, at patienter kan indsmugle eksempelvis knive.
Derudover er der indført en månedlig faglig konference, hvor flere fagpersoner tager stilling til, om den enkelte patient skal have udgang.
Det har regionen oplyst i en skriftlig kommentar til Ritzau.
Sikringsafdelingen i Slagelse er en institution kendetegnet ved meget høj sikkerhed.
Her modtages de farligste psykisk syge borgere fra hele landet.
Der fastsættes ikke nogen slutdato for anbringelsen. Dommen modtages, lyder det fra mandens advokat.
/ritzau/