Grønlandsk kvinde får medhold i sag om tvangsfjernelse
I en sag om en grønlandsk kvinde, der fik fjernet sit nyfødte barn, går landsretten i rette med Ankestyrelsen.

I en sag om en grønlandsk kvinde, der fik fjernet sit nyfødte barn, går landsretten i rette med Ankestyrelsen.

Grønlandske Keira Alexandra Kronvold fra Thisted får fredag medhold i en principiel afgørelse i Vestre Landsret om tvangsfjernelsen af sin datter kort efter fødslen i 2024.
Landsretten ophæver en afgørelse fra Ankestyrelsen, som i december 2024 konkluderede, at hendes barn kunne tvangsfjernes.
Det fortæller kvindens advokat, Gert Dyrn.
- Det vil sige, at denne fjernelse umiddelbart efter fødslen ikke har været lovlig, siger han.
Sagen har været omtalt på grund af den såkaldte forældrekompetenceundersøgelse - FKU - som er psykologiske tests, som indtil 2025 blev brugt i forbindelse med tvangsfjernelse af børn.
I 2025 valgte regeringen dog at droppe brugen af undersøgelserne og i stedet forpligte kommunerne til at bruge en særlig rådgivningsenhed i anbringelsessager af grønlandske børn.
Det skete efter kritik af, at testene ikke var tilpasset grønlandsk kultur og normer.
I fredagens afgørelse i Vestre Landsret har retten for det første vurderet, at de undersøgelser, som lå til grund for tvangsfjernelsen af Keira Alexandra Kronvolds barn i 2024, var for gamle.
Hun havde tilbage i 2014 og 2015 fået fjernet to andre børn, og i den forbindelse blev der foretaget de omstridte forældrekompetenceundersøgelser.
Og navnlig indholdet af de undersøgelser lå til grund for, at hendes nyfødte datter blev fjernet kort efter fødslen i 2024.
Der blev også i oktober 2024 forud for fødslen gennemført en undersøgelse af Keira Alexandra Kronvolds omsorgsevner, men ifølge landsretten blev den ikke brugt, da Ankestyrelsen vurderede sagen, fordi den undersøgende psykolog også var inde over sagen, da et af de ældre børn blev fjernet.
Blandt andet på den baggrund konkluderer landsretten fredag, at grundlaget for at fjerne datteren i 2024 "ikke har været fyldestgørende".
Desuden levede undersøgelserne ikke op til krav om, at der skal tages hensyn til en forælders grønlandske oprindelse.
- Det svækker desuden værdien af de tidligere forældrekompetenceundersøgelser, at de er udarbejdet, uden at der er taget hensyn til Keira Alexandra Kronvolds grønlandske oprindelse, skriver retten.
I maj 2025 trådte en ny bestemmelse i barnets lov i kraft, som siger, at den særlige enhed med ekspertise i grønlandske forhold skal udrede sagerne, når forælderen er født eller opvokset i Grønland.
Men selv om bestemmelsen først blev indført senere, var "betænkelighederne" ved undersøgelserne kendt før lovændringen, fastslår landsretten.
Afgørelsen omhandler selve tvangsfjernelsen af barnet ved fødslen - og ikke senere vurdering af anbringelsen.
Gert Dyrn fortæller, at Keira Alexandra Kronvold er glad for, at landsretten giver hende ret i sagen.
Der er dog mulighed for, at Ankestyrelsen vil anke sagen til Højesteret.
- Indtil videre er vi meget glade, og det er det grønlandske samfund også, siger Gert Dyrn.
/ritzau/