Brune pister og høje temperaturer har denne vinter skabt problemer for de lavtliggende skisportssteder syd for Danmark.

Nu er der godt nyt til de skiferierende.

Et lavtryk vil de kommende dage sende både kulde og op til en meter nysne sydpå.

Det skriver TV 2.

Allerede nu er forholdene efter et par dages snefald forbedret, lyder det.

Set gennem skibriller lagde Alperne ud med en nærmest perfekt start på året.

Så kom februar med temperaturer langt over normalen, og det milde vejr har lagt hårdt pres på en lang række skisportssteder

I Alperne var der de første 12 dage af februar hele otte grader varmere end normalt, skriver TV 2.

I Italien, Schweiz og Østrig har flere skisportssteder måttet lukke helt ned, mens de skilystne har måttet søge højere op i bjergene for at finde frostgrader og passende mængder sne.

Sne og kold luft er ifølge prognoserne på vej til Alperne. Arkivfoto.
Sne og kold luft er ifølge prognoserne på vej til Alperne. Arkivfoto. Romain Lafabregue/AFP/Ritzau Scanpix

Fremtiden ser brun ud

Det er med at nyde de gunstige skiforhold, mens tid er.

Fremtiden ser nemlig anderledes brun og snefri ud i store dele af Europa.

En stor undersøgelse viste sidste år, at over halvdelen af skisportsstederne i 28 europæiske lande vil være i høj risiko for snemangel ved en global temperaturstigning på to procent.

Stiger temperaturen med tre grader i forhold det førindustrielle niveau, vil 91 procent af skisportsstederne i Europa være i meget høj risiko for snemangel.

»Meget høj risiko« betyder, at der sandsynligvis vil mangle sne hvert andet år.

Til gengæld kan Norge i fremtiden gå hen og blive et endnu mere populært skimål.

I forhold til andre lande i undersøgelsen har vores nordlige nabo en lavere andel af skisportssteder med meget høj risiko for snemangel.