Gigantiske klumper dybt inde i Jordens indre kan være rester af en planet. En »sexy« teori, siger dansk forsker

Amerikanske forskere hævder, at de endelig har fundet resterne af Theia, en ældgammel planet. Materialet udgør to procent af Jordens masse og ligger blandt andet under det sydlige Stillehav.

Sådan kan det have set ud, da Theia smadrede ind i Jorden. Hernan Canellas/Reuters/Ritzau Scanpix

De er tunge og tætpakkede. 

Den ene befinder sig under det afrikanske kontinent, mens den anden er gemt under det sydlige Stillehav.

Der har de ligget i mange år dybt nede i Jordens indre mellem det yderste lag, skorpen, og den inderste kerne. 

Forskere har i årtier kendt til eksistensen af de to gigantiske klumper, men hvad de mere præcist er lavet af, er stadig et mysterium. 

Nu løfter amerikanere forskere fra Arizona State University dog sløret for en opsigtsvækkende teori, der sætter fokus på netop det. 

Studiet er offentliggjort i det anerkendte og prestigefulde videnskabelige tidsskrift Nature

Månens skabelse

Teorien tager udgangspunkt i en anden veletableret og anerkendt antagelse om, hvordan Månen er blevet skabt. 

Her lyder det, at en mindre planet kaldet Theia hamrede ind i Jorden for flere milliarder år siden. 

Sammenstødet mellem de to planeter sendte gigantiske rester i kredsløb om Jorden og smeltede så til sidst sammen og blev til Månen. 

Men hvad skete der med Theia?

Det er dét spørgsmål, som det nye studie med Qian Yuan, der forsker i geofysik på det amerikanske universitet, i spidsen tager fat på. 

Ifølge ham tyder det på, at de to massive klumper i Jordens indre kan være rester fra den slagne planet.

Teorien er underbygget af computersimulationer, der indikerer, at sammenstødet mellem Theia og Jorden godt kunne medføre, at store klumper derfra ville synke ned i Jordens indre. 

Kendt siden 1980erne

De to store klumper, der begge menes at være større end Månen, blev ifølge CNN opdaget i 1980erne. De blev afsløret af seismiske bølger, som opstår i forbindelse med jordskælv.

Forskerne bag det nye studie argumenterer for, at materialet kan være tungere end det, der omgiver dem, fordi de har et højere indhold af jern – ligesom det menes at være tilfældet med Theia.

»Efter sammenstødet kan de her elementer være sunket ned, fordi de har en højere massefylde end det omkringliggende materiale. Det kan være det, der har gjort det muligt at overleve der i hele Jordens historie,« siger Qian Yuan til nyhedsbureauet Reuters.

Teorien er dog fortsat blot en teori, da det ikke er helt lige til at bore sig flere tusinde kilometer ned i Jordens kappe og tage prøver. Ikke endnu i hvert fald. 

En anden teori

Forskerne fra USA er dog ikke de eneste, der har forsøgt at finde ud af, hvad de to klumper er lavet af.

I løbet af de seneste år har en anden teori om dem formet sig. En teori, der har flere år på bagen, og som tager udgangspunkt i de tektoniske plader, som Jordens overflade er inddelt i. 

Det fortæller Bo Holm Jacobsen, som er lektor emeritus ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

»Vi ved, at de tektoniske plader kan blive skubbet fra overfladen og ned i kappen, og nogle af dem ser ud til at nå helt ned til bunden af kappen. Så kort fortalt er hypotesen, at de to store klumper af materiale i Jordens kappe er en slags Halloween-skeletter af gamle tektoniske plader, som er blevet ophobet gennem milliarder af år,« siger han til det videnskabelige medie. 

Begge teorier bygger ifølge den danske professor på »gode og væsentlige argumenter«, men han kalder teorien om Theia lidt mere »sexy og attraktiv«.

De to gigantiske klumper menes at udgøre to procent af Jordens masse.