Fem gange brød ukendte gerningsmænd ind i parkerede biler af mærket BMW i Roskilde denne weekend. Ruderne blev knust, og dele af inventaret blev stjålet i ly af nattens mørke.
Der var ifølge politiet bestemt ikke tale om gerningsmænd, der var kede af det. Flere af tyverierne foregik nemlig helt inde i ejernes private indkørsler, hvor bilerne stod parkeret.
Men det er langt fra første gang, at sådanne forbrydelser finder sted indenfor den seneste tid.
Tværtimod er weekendens tyverier i stedet blot endnu fem i rækken i løbet af denne måned, hvor adskillige person- og varebiler – ofte af mærket BMW – er blevet rippet af tyveknægte.
I sidste uge kunne Berlingske beskrive, hvordan en bil i Virum fik sideruden knust, mens gps og midterkonsol blev stjålet. I Hørsholm og Holte fik seks biler stjålet enten rat, navigationssystem, airbags eller flere af tingene, mens ejerne af en bil i Farum også blev slemt skuffet, da både radio og instrumentpanel manglede, efter indbrudstyvenes besøg.
Mønstret gør sig også gældende i Allerød, Birkerød, Hillerød, Charlottenlund og andre byer Nordsjælland, hvor tyverierne også jævnligt optræder i politiets døgnrapporter.
Og i weekenden gik det altså galt igen i Roskilde og forstaden Svogerslev.
Erfarne tyveknægte
Hos Sjællandske Nyheder fremgår det, at det er inden for et afgrænset område, at bilerne er blevet røvet. Helt konkret er der tale om biler parkeret på Strædet i Svogerslev, på Elmevej, Henrik Nielsens Vej, Bøgevej og Teglvænget i Roskilde.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man indsamlet beviser fra områderne, men politiet kan endnu ikke sige noget om, hvem gerningsmændene er – og det kommer de formentligt heller ikke til at kunne, da »det jo desværre er sjældent, at vi får opklaret de her sager«.
Sådan lyder det fra kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, der dog ikke lægger skjul på, at politiet tror, at det er de samme gerningsmænd, der står bag de fem tyverier.
»Det pudseløjerlige er jo, at det er fem biler af samme mærke, det sker samme nat, det er på samme måde, og det er de samme ting, de stjæler,« lyder det fra ham.
Han fortæller, at tyverierne har efterladt politiet med et klart indtryk af, at der er tale om organiseret kriminalitet, da tyvenes aktion i løbet af natten tyder på, at de »har et særligt kendskab til bilerne, deres indretning og hvordan man afmonterer enkeltdelene«.
»De kan ganske vist ikke finde ud af at låse den op uden nøglen, men de kan afmontere eksempelvis rattet med airbaggen uden at udløse den, og det tyder jo på, at det er nogle tyveknægte, der har et særligt kendskab til det pågældende mærke,« siger han.
15.000 kroner for ét rat
Det er da heller ikke småpenge, de langfingrede og ubudne gæster kan få for tyvekosterne.
I stedet er der tale om ganske kostbart gods, da ét rat ifølge B.T. kan indbringe op mod 15.000 kroner.
Fra politiet lyder det, at videresalg af sådanne tyvekoster ikke er noget, »man bare lige gør«, og derfor mener man også hos Midt- og Vestsjællands Politi, at der er tale om tyveknægte, der har forbindelser til de steder, hvor man kan få afsat reservedele som de stjålne.
Han vil råde urolige bilejere til at parkere deres biler i indkørslen, og hvis det ikke er muligt, så bør man i videst mulige omfang sørge for, at bilen er parkeret et oplyst sted, hvor forbipasserende vil kunne se, hvis nogen forsøger at bryde ind i bilen.
Og gør man det, så kan man ikke gøre mere.
»Det er umuligt at gardere sig imod, at nogen vælger at knuse din bilrude,« siger han.