Opdateret

Kæmpe kø i myldretid - fem biler i uheld på motorvej

Syv personer kom lettere til skade i uheld på Fynske Motorvej ved Nyborg, siger politiet.

Lange bilkøer og store forsinkelser blev det forudsigelige resultat, da fem biler fredag eftermiddag var involveret i et uheld på Fynske Motorvej.

Uheldet skete i vestlig retning mellem afkørsel 46 Nyborg V og afkørsel 47 Langeskov, oplyser Fyns Politi.

Hvorfor bilerne kørte sammen i den tætte myldretidstrafik, har vagtchef Milan Holck ikke nogen forklaring på.

Konsekvensen var, at syv personer kom lettere til skade, oplyser han.

På grund af beredskabets indsats blev motorvejen spærret i vestlig retning i en god times tid frem til lidt før klokken 16.

"Udvis venligst tålmodighed", lød opfordringen fra politiet ved 15.30-tiden til de mange trafikanter, som var tvunget til at holde stille.

Bilkøen strakte sig fra Nyborg og helt ud på Vestbroen, oplyste Sund & Bælt. Hos Vejdirektoratet skønnes det, at kødannelsen vil være overstået ved myldretidens ophør.

/ritzau/