Fund af pistoler får politiet til at efterlyse 21-årig
Ved en ransagning i Vallensbæk fandt politiet stoffer og våben. 32-årig er fængslet, og 21-årig er eftersøgt.
Ved en ransagning i Vallensbæk fandt politiet stoffer og våben. 32-årig er fængslet, og 21-årig er eftersøgt.
Politiet efterlyser den 21-årige Omar Imal El-Khatib i forlængelse af fundet af to skarpladte pistoler.
Pistolerne blev fundet ved en ransagning tirsdag i en lejlighed i Vallensbæk, oplyser Københavns Vestegns Politi i forbindelse med efterlysningen.
En 32-årig mand er onsdag blevet varetægtsfængslet. Han blev anholdt i forbindelse med ransagningen.
Hos Københavns Vestegns Politi opfordrer politikommissær Tue Lauenblad den 21-årige til at melde sig selv.
- Han ved godt, at vi leder efter ham, og han kan lige så godt melde sig, lyder det fra politikommissæren i forbindelse med den udsendte efterlysning.
Ud over de skarpladte pistoler blev der i lejligheden også fundet hash og skunk samt, hvad Københavns Vestegns Politi betegner som "et større kontantbeløb".
Politiet mistænker, at pengene stammer fra narkohandel, og de er ligesom stofferne og våbnene blevet beslaglagt.
Den 32-årige mand, som blev fremstillet i grundlovsforhør, nægter sig skyldig i den sigtelse, der er rejst mod ham.
Københavns Vestegns Politi oplyser, at mistanken om Omar Imal El-Khatibs indblanding i sagen er opstået i forbindelse med den efterforskning, som blev iværksat efter ransagningen og fundet af pistolerne, stofferne og pengene.
RITZAU