Et fund af næsten et halvt kilo kokain i en lejlighed i Ballerup har lørdag ført til varetægtsfængsling af en mand i 30erne.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

En dommer i Retten i Glostrup har i et grundlovsforhør besluttet at frihedsberøve manden frem til 6. september.

Begrundelsen er, at han på fri fod vil kunne påvirke vidner, ligesom der kan være medgerningsmænd i sagen, oplyser anklager Frederik Morild.

Den sigtede nægter sig skyldig i sigtelsen om besiddelse af de 474 gram kokain, som betjente fandt i lejligheden på Kornvænget i Ballerup.

Under retsmødet har manden, der er iransk statsborger, afgivet forklaring via tolk.

Hvad han har sagt er dog hemmeligt, da retsmødet blev holdt bag lukkede døre.

Hvis manden senere tiltales, og hvis retten til sin tid finder ham skyldig, risikerer han en straf på mellem to og tre års fængsel. Det viser en oversigt fra anklagemyndigheden om domme i narkosager.

Kokain er på fremmarch på det illegale marked. Det centralt stimulerende stof udgør 18 procent af politiets beslaglæggelser af narkotika, fremgår det af en rapport fra Sundhedsstyrelsen tidligere i år.

Hash, marihuana og skunk tegner sig for 66 procent.

Sidste år blev der sat europæisk rekord, hvad angår mængden af beslaglagt kokain.

Blandt andet ved at teste spildevand forsøger myndighederne at holde øje med udviklingen i brugen.

Prøver fra rensningsanlægget Lynetten i København viste en stor stigning fra 2021 til 2022 hvad angår spor af kokain, fremgår det af oplysninger fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, EMCDDA.

Et gram solgt på gaden i Danmark koster typisk 3-400 kroner.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.