Selvom Frederiksberg er den i kommune i hele Danmark, der har den højeste befolkningstæthed, skal der nu anlægges en ny skov midt i kommunen.
Det skriver FrederiksbergLIV.
Det er lykkedes at finde 50 kvadratmeter, hvor man kan anlægge en såkaldt miyawaki-skov. Konkret drejer det sig om et lille område mellem Solbjerg Parkkirkegård og Søndre Fasanvej.
Miyawaki-skove kaldes også for miniskove eller lommeskove, og de er opkaldt efter den japanske botaniker Akira Miyawaki, der har udviklet en metode til at dyrke skove på meget små områder.
Metoden består i, at man planter træerne meget tæt på hinanden, hvilket så betyder, at de vokser hurtigere end i en konventionel skov, fordi de konkurrerer om det samme lys for at vokse. Samtidig øger den tætte bevoksning både mulighederne for insekter og fugle for at gøre skoven til deres nye hjem, og så optager skoven også mere CO2 end en almindelig skov.
I dag bruges området til små nyttehaver med højbede, som passes af kommunens borgere. De højbede flyttes nu for at gøre plads til skoven.
Manden bag den nye skov er Enhedslistens Thyge Enevoldsen.
»Jeg er glad for, at vi med Frederiksbergs første miyawaki-skov styrker biodiversiteten og skaber et refugium for insekter og fugle,« siger han til FrederiksbergLIV.
Skoven vil blive anlagt i det sene efterår i år.

