Forsvarsministeriet har været udsat for et cyberangreb
Flere hjemmesider under Forsvarsministeriet kan være utilgængelige efter angreb, oplyser Center for Cybersikkerhed.

Flere hjemmesider under Forsvarsministeriet kan være utilgængelige efter angreb, oplyser Center for Cybersikkerhed.

Forsvarsministeriets hjemmeside har været nede i knap to timer som følge af et overbelastningsangreb.
Det skriver Center for Cybersikkerhed på X, der tidligere hed Twitter, ved middagstid fredag:
»Flere hjemmesider under Forsvarsministeriets koncern kan i øjeblikket være utilgængelige som følge af et overbelastningsangreb (ddos-angreb). CFCS er i dialog med de relevante parter om afbødende tiltag.«
Et såkaldt overbelastningsangreb sker ved, at hackere gennem malware kontrollerer mange computere, som retter fokus mod én hjemme side samtidig.
På den måde bliver hjemmesiden overbelastet, og mens angrebet står på, kan hjemmesiden være utilgængelig for almindelig trafik.
Alle hjemmesider, der er tilgængelige på nettet, kan være mål for sådan et angreb, oplyser Center for Cybersikkerhed på sin hjemmeside.
Et overbelastningsangreb er sjældent skadeligt på længere sigt.
Berlingske har været i kontakt med Forsvarsmnisteriets presseafdeling, der henviser til Forsvarsministeriets Matriel- og Indkøbsstyrelse.
Her bekræfter pressevagten, at cyberangrebet har fundet sted, og at meddeler, at alle hjemmesider er oppe og køre igen.
Vi arbejder på at få en kommentar fra styrelsen og Center for Cybersikkerhed, men det har endnu ikke været muligt.