38-årige Thomas Thomsen er torsdag idømt forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Det var ikke det resultat, han havde håbet på, forklarer forsvarsadvokat Mette Grith Stage.
- Han havde ønsket at blive frifundet for drab og voldtægt, og hvis han ikke blev det, så en tidsbestemt straf på maksimalt 16 års fængsel.
- Nu står han med en forvaringsdom. Det er en tung hammer i hovedet på ham, siger hun efter domsafsigelsen i Vestre Landsret i Viborg.
Den 38-årige viste ikke umiddelbart nogen reaktion, da retsformanden læste dommens konklusioner op kort tid efter klokken 10.
Men han er ifølge advokaten skuffet.
- Han er selvfølgelig skuffet. Jeg fornemmer også, at han bare af træt af det.
- I det hele taget har det været opslidende at være igennem det. Ikke fordi man på nogen måde skal have ondt af ham. Det er ikke det, jeg mener. Men han har selvfølgelig også været påvirket af de her dage i retten, siger hun.
Mette Grith Stage har ført sagen i både byretten i Aalborg sidste år og senest i landsretten. Det har også påvirket hende personligt.
- Det har været voldsomt at føre den her sag. Uanset at jeg er vant til at høre lidt af hvert og bare passer mit arbejde, så gør en sag, der er så grusom og makaber som den her, indtryk på alle. Også på mig som forsvarsadvokat, siger hun.
Sagen har nu været prøvet i to retsinstanser, og dermed er sidste punktum ifølge Mette Grith Stage blevet sat.
- Jeg tænker umiddelbart, det sidste punktum er sat. Jeg vurderer ikke, der er mulighed for at gå videre til Højesteret.
Samme opfattelse har specialanklager Emil Stenbygaard.
Han krævede fængsel på livstid for drabet, men erklærer sig alligevel tilfreds med forvaringsdommen.
- Landsretten har udmålt en tidsubestemt foranstaltning under henvisning til den tiltaltes farlige person. Det er jeg tilfreds med.
Det har på alle måder været en usædvanlig sag, forklarer specialanklageren.
- Det er en ganske usædvanlig og meget uhyggelig sag. Den har påvirket mange. Det er en sag helt uden for nummer, siger han.
Anklagemyndigheden havde på forhånd bedt landsretten om lov til at føre nye vidner i ankesagen.
Ifølge DR var der dukket et DNA-match op fra en overgrebssag i Aalborg fra 2010.
Landsretten gav dog ikke lov til, at de nye vidner blev en del af ankesagen.
- Det blev afvist, og det tager vi til efterretning, lyder det kortfattede svar fra anklageren.
/ritzau/