Forsvaret står til at melde afbud til næste års kæmpestore NATO-feltøvelse kaldet Allied Spirit.
Det har Jyllands-Posten beskrevet på baggrund af flere kilder, og Berlingske har efterfølgende fået nyheden bekræftet fra en kilde i Forsvaret.
Forsvaret skrev tidligere på året, at planen var, at 2.000 til 2.500 danske soldater skulle deltage, når øvelsen finder sted i 2025 i Hohenfels i Tyskland. Den skulle være den store feltøvelse i samarbejde med andre lande, efter at Danmark lovede NATO at have en brigade på 4.000 mand klar i 2024.
Det var planen, at Forsvarets 1. Brigade skulle fungere som den primære brigade i næste års NATO-øvelse. Det betød konkret, at 1. Brigade næste år skulle stille med alle tilgængelige enheder.
Og det var noget, det danske forsvar havde trænet til. I foråret deltog Forsvaret i dette års Allied Spirit, hvor målet var at få erfaringer og træning til næste års øvelse.
»Derfor er målet med dette års Allied Spirit primært at træne os selv og justere vores operative procedurer, så vi står superskarpe og klar, når brigaden stiller hernede med alle vores tilgængelige enheder næste år,« sagde chefen for 1. Brigade, brigadegeneral Anders Olesen, i en pressemeddelelse fra Forsvaret i foråret.