Østre Landsret skal nu tage stilling til, om en straffesag om brandstiftelse og terror i København behandles for langsomt.
En 22-årig mand sigtes for at have sat ild til en altan tilknyttet en lejlighed tidligt om morgenen 29. maj 2024.
Oprindeligt blev den unge mand sigtet for at have overtrådt den alvorlige bestemmelse i straffeloven om brandstiftelse, men i september 2024 blev sigtelsen udvidet.
Handlingen var også et forsøg på terrorisme, lød det fra PET og politiet. For lejlighedens beboer var en kvinde med jødisk baggrund.
Efterhånden har manden, der nægter sig skyldig, været varetægtsfængslet i et år og fire måneder, og endnu er der ikke rejst en tiltale.
Mandag har en dommer i Københavns Byret forlænget frihedsberøvelsen i yderligere fire uger, oplyser mandens forsvarer, advokat Janus Malcolm Pedersen.
- Vi kærer afgørelsen til Østre Landsret med anmodning om mundtlig forhandling, siger han.
Det vil sige, at spørgsmålet skal afklares i et egentligt retsmøde og ikke på skriftligt grundlag.
- Retsplejeloven siger, at sager med en varetægtsfængslet person skal efterforskes med den fornødne hurtighed, og det mener vi ikke er tilfældet her, siger advokaten.
Hans klient har forbindelse til bandemiljøet, har myndighederne oplyst i en pressemeddelelse.
/ritzau/