Godmorgen og velkommen til dagens overblik.
I dag er det kommet frem, at Mærsk gerne så en metrostation dukke op tæt på deres hovedkvarter i København, mens der på universiteterne er bøvl med »verdens bedste gratis eksamenshjælper«.
Og i medierne har det skabt bøvl, at en række forskere har udtalt sig positivt om et slankemiddel.
Krigen i Ukraine bliver ved med at fylde i nyhedsbilledet, både når det kommer til våben, men også til moral.
Og vi begynder dagens overblik med det første.
Små Putin-hadende lande giver de mest generøse donationer til Ukraine
En lang række lande sender i dag deres forsvarsministre til militærbasen Ramstein i Tyskland for at drøfte våbendonationer til Ukraine.
Og der er ingen tvivl om, hvem landet i så fald bør takke mest. Og det er langtfra kun USA, Storbritannien og Tyskland, som nok er de lande, der giver mest i absolutte tal.
For på førstepladsen over de mest generøse donorer, når det kommer til militært materiel, ligger Estland.
Det fremgår af en oversigt, som forskningsinstituttet Kiel Institut für Weltwirtschaft har udarbejdet.
Det lille land har ifølge oversigten doneret godt en procent af sit bruttonationalprodukt til Ukraine. Landet ligger både øverst, når det kommer til donationer af våben, og til den samlede hjælp, som også tæller økonomisk og humanitær hjælp.
På Berlingske kan du læse, hvor Danmark ligger, ved at klikke her.
Anders Fogh Rasmussen til virksomheder: Træk jer ud af Kina
Den tidligere statsminister og generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen, opfordrer danske virksomheder til at drage erfaringer fra krigen i Ukraine og trække sig ud af Kina.
Det siger han i Berlingskes podcast »Østergaards salon«.
»Vi må se i øjnene, at fordragelighed med diktatorer ikke fører til fred, men til krig og konflikt. Derfor er der kun en ting at gøre, og det er at sætte hårdt mod hårdt,« lyder et af argumenterne.
Anders Fogh Rasmussen uddyber, at det på lang sigt er for farligt for virksomhederne at være for tæt på diktatorer og autokrater.
På Berlingske.dk kan du læse elle lytte, hvad han svarer, når han bliver spurgt, hvorfor han mener, at samhandel med Kina ikke længere er en farbar strategi.
Chatbot forbydes til eksamen på universitet
En chatbot, der bliver beskrevet som »verdens bedste gratis eksamenshjælper«, skaber bekymring for eksamenssnyd på universiteterne.
Bekymringen går på, at chatbotten kan løse opgaver for elever og studerende.
Derfor har Aarhus Universitet netop valgt helt at forbyde ChatGPT »og andre lignende softwares, når man skal til eksamen«.
På DTU oplyser rektor Anders Bjarklev, at »vi formentlig bliver nødt til at gentænke en stor del af vores eksamensformer« på grund af ChatGPT.
Læs mere på Berlingske her.
Forskere roste slankemiddel fra Novo i medierne: Bijobber selv for medicinalgiganten
Før jul fik Novo Nordisk godkendt brugen af slankemidlet Wegovy, og i medierne, blandt andet i Berlingske, var der forskere, der roste det nye middel.
Men nu viser det sig, at flere af forskerne selv bijobber for medicinalgiganten, skriver Information.
Og de citerede forskeres interessekonflikter er et problem, siger Mats Lindberg, som er formand for netværket Læger Uden Sponsor, der arbejder for industriuafhængig forskning og patientbehandling, til avisen.
»Det er helt klart et problem, at forskerne får penge af Novo Nordisk. Der findes nogle ret gode studier, som tyder på, at læger lader sig påvirke af økonomiske relationer til medicinalindustrien,« siger Mats Lindberg, som til daglig arbejder som akutmediciner på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa.
Professor ved Københavns Universitet og overlæge Tina Vilsbøll fra Steno Diabetes Center Copenhagen udtalte sig om slankemidlet til en artikel i TV 2.
Hun mener ikke, det er problematisk, at hun modtager penge fra Novo Nordisk, mens hun også deltager i den offentlige debat om præparater, herunder Wegovy.
»Jeg er læge, og jeg forholder mig til enhver tid objektivt over for den enkelte person,« siger hun til Information.
Læs hele artiklen her.
Mærsk vil have ny metrostation tæt på hovedkvarteret i København
A.P. Møller - Mærsk håber på, at hovedsædet i København bliver en del af fremtidens planer for en ny metrolinje i København.
Det viser et høringssvar, rederiet ifølge Jyllands-Posten har sendt ind til Københavns Kommune.
Det skal forstås som »input« til Metroselskabets to forslag til den nye M5-metrolinje. For disse to forslag indebærer altså ikke planer om at bygge en station tæt på Mærsks hovedkvarter på Esplanaden.
Derfra er Marmorkirken den nærmeste metro. Den ligger 750 meter væk fra hovedkvarteret.
Læs hele artiklen hos Jyllands-Posten her.
Det sker i dag:
Indland: Retten i Aarhus ventes at afslutte en straffesag mod en tidligere it-medarbejder i politiet. Tiltalen drejer sig om hacking og krænkelser.
Kultur: Kronprins Frederik står for uddelingen af Industriens Fonds Iværksætterpris 2022 ved Danish Tech Challenge Award Show.
Politik: Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) besøger Helsinki, hvor Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, vil tage imod.
Udland: På den amerikanske luftbase Ramstein i Tyskland er USAs forsvarsminister, Lloyd Austin, vært for et møde i den såkaldte Ukraine Defence Contact Group for lande, der støtter Ukraine i krigen mod Rusland.