Danskere, der har overstået en infektion med coronavirus, bliver nu testet positive efter flere uger uden symptomer.
Det viser foreløbige resultater fra svælgprøver foretaget på Aarhus Universitet, skriver TV 2.
200 testpersoner er blevet podet i forbindelse med prøverne. Af disse er 20 procent – eller hver femte – testet positiv for covid-19 mindst fire uger efter, at de blev erklæret raske.
Resultaterne kommer bag på Martin Tolstrup, der er er læge og lektor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet og forskeren bag prøverne.
»Jeg havde nok forventet, at nogle af dem stadig ville have virussen i kroppen, men at det er så stor en andel, har overrasket mig,« siger han til Berlingske.
Hvis der er nogle, der er positive, efter at vi har testet dem igen, så vil vi blive ved med at følge dem.Martin Tolstrup, læge og lektor i infektionssygdomme ved Aarhus Universitet
Svælgprøverne fra tidligere coronasmittede danskere er foretaget i forbindelse med et studie, der undersøger udviklingen af antistoffer efter overstået virusinfektion.
Testpersonerne har fået tappet blod, hvori antistofferne findes, og fået foretaget en podning for at se, om virussen eller dele af virusen fortsat findes i svælget.
Undersøgelserne har indtil videre vist, at »stort set alle« testpersoner har dannet antistoffer for virussen – også dem, der stadig har virussen i kroppen.
Smitter ikke længere
Ifølge Martin Tolstrup er der imidlertid »ikke noget at være bange for« og »ingen grund til at male fanden på væggen«, for der findes ingen data, der tyder på, at »raske« virusbærere fortsat smitter, forklarer han.
»Data fra kinesiske, tyske og engelske studier viser, at man smitter før symptomer og i dagene efter. Der er ikke påvist aktiv virussmitte otte dage efter symptomernes start.«
»Vores testpersoner smitter efter alt at dømme ikke længere, så der er ikke noget, der tyder på, at vores resultater betyder noget for hverken testpersonerne eller deres nære kontakter,« siger han.
Testresultaterne er imidlertid interessante for Martin Tolstrup, som med studiet vil »lære virussen bedre at kende«.
»Det er interessant, fordi vi er nødt til at forstå den her coronavirus, idet den kommer til at genere os i noget tid. Derfor skal vi forstå, hvad det er, den gør, og vi skal kende variationen i, hvordan infektionen opfører sig. Vi skal også undersøge, hvorfor den hænger længere tid hos nogle, der i flere uger har været raske.«
Ifølge Martin Tolstrup er forskerholdets undersøgelser langtfra færdige.
De er lige nu i færd med at kontakte deres testpersoner for at høre, om deres nære kontakter er testet positive, ligesom testpersonerne vil blive indkaldt til en ny podning for at undersøge, om de stadig har virus i kroppen.
»Hvis der er nogle, der er positive, efter at vi har testet dem igen, så vil vi blive ved med at følge dem,« siger han.
Selv om informationen er ny i Danmark, er det ikke kun raskmeldte danskere, der har fået påvist coronasmitte, flere uger efter endt sygdomsforløb.
Rapporter fra Sydkorea har vist samme billede, ligesom det også var tilfældet for otte raskmeldte personer på Færøerne i slutningen af april.